Om familie og at være elsket ubetinget.

Sådan en fødselsdagsfejringsweekend, som vi lige har været igennem, kan godt sætte nogle tanker i gang. Tanker om, hvad der har betydning, hvem der husker én, og hvem man selv husker. Jeg er simpelthen så dobbeltmoralsk på dette område. For jeg er nok den dårligste til at huske at skrive tillykke, men samtidig betyder det enormt meget for mig, at folk husker mig når jeg – som i sidste uge – har fødselsdag.

Nåh, men tilbage til festen i weekenden. Her sad vi stavret op – hele familien i vores lille 2-værelseslejlighed. Inden festen fik jeg en sms fra min mormor (hun har LIGE fået telefon, så at jeg fik en sms var alene stort). Hun skrev en sms’en at hun glædede sig sådan til at se os. Hun havde kigget efter i kalenderen, som fortalte at hun ikke havde set sit oldebarn siden juli. Det er altså 3måneder. Og hun har ret. Det fik mig til at tænke på de andre oldeforældre (oldeforældre til min datter – ikke til mig, dog). Det andet par har heller ikke set hende siden juli, én så hende i start august og den sidste så hende vist nok i maj sidste gang. Ja, hun har mange oldeforældre, den lille, men hun har også unge forældre ? Det er så priviligeret, og jeg føler mig uendeligt heldig over, at have alle mine bedsteforældre. Men alligevel kan det være svært at få tid til at prioritere dem.

Nåh, men med dét i baghovedet sad jeg altså dér. Med huset fuld af børn og gamle mennesker, som allesammen har en blod-andel i det lille menneske jeg fødte for et år siden. Jeg havde bevidst placeret de yngste og ældste ved samme bord, så de gamle rigtig kunne få det meste ud af hende. Da maden var serveret, satte jeg mig med kaffen, og lænede mig tilbage, mens trolden tumlede rundt fra bedstefar til faster til mormor og tilbage igen.. Og så hørte jeg mine bedsteforældre snakke.. “Nej, se hende lige. Hun kan jo rejse sig selv!” “Næh, så du dét, hun prøvede at sige mmmmm(uh)” “Æh, se dog, hvor hun gerne vil spise alle de andres mad. Sikke en spilopmager hun er.” Og sådan blev det ved. Den ene godt-seende kommenterede overfor den mindre mobile oldeforælder, og de grinte sammen. Jeg sidder faktisk helt og bliver rørt bare ved at skrive det ned nu…

For der er kun et vist antal mennesker i verden, som elsker én betingelsesløst. Og det kan lyde hårdt, men det er det ikke. Faktisk det modsatte. Det er enormt stort og priviligeret at have mennesker, som sluger én(s udbrud/fiaskoer/humørsvingninger/fejltagelser mv.) med hud og hår, og som elsker én helt ind til knoglerne – uanset hvad man finder på. Bare fordi man er deres elskede. Mine bedsteforældre er nogle af dem. Og når de elsker mig sådan, har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig deres følelser for mit afkom.

Og jeg har en lille smule dårlig samvittighed. For jeg prioriterer dem ikke. Jeg når dem ikke. Alt imens de lever så meget for mig. Dét vil jeg gerne blive bedre til i mit næste leveår. Disse tanker fik mig sådan til at tænke på Line Kjeldsen Jensens fine billede. Som bekendt siger et billede mere end 1000 ord: