Når en redebygger læsser af…

Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at skrive noget i dag. Jeg synes ligesom jeg havde lukket så meget ud i går, at jeg måtte holde lidt inde. Men som det er med den slags (for mig i al fald), så følte jeg mig allerede mere lettet, så snart jeg havde sendt mit høje suk (og surmulet?) ud i verden. Jeg havde fået luftet min (i dagens lys) ret så i-lands-agtige galde. Og læsset virkede allerede lettere. Jeg havde læsset af. I bogstaveligste forstand.

Det er sjovt som kan virke at sætte ord på. At sukke højt, og have en følelse af, at (mindst) én lytter. Og at dét er nok til at sætte tingene i perspektiv.. Netop derfor fortjener gårsdagens indlæg også en opfølgning. For som jeg havde læsset af, skete der også noget; jeg så det gode og positive i langt de fleste andre ting!? (Indrømmet, det sker ikke altid så let, men det gjorde det altså i går! Hør bare her:) Pladen til puslepladsen, passede som hånd i handske ovenpå vaskemaskinen (uden at blive tilskåret) . Et gammelt hyndebetræk viste sig at passe perfekt på denne bænk. Et par gamle stykker stof, viste sig at passe perfekt til nye pudebetræk, og et par pærer som viste sig at være perfekte i styrke til vores nye lampe-arrangement i stuen.. For ikke at tale om, at min (handy)mand sent fredag fandt ud af at fikse den vaskemaskine! Jeg skreg faktisk lidt af glæde.

Overfladiske, praktiske ting, som klappede? Jo, måske. Men følelserne var meget ægte. Invaderende ægte.
De blev dog sat i et skræmmende sjovt lys i dag, da jeg stødte på dette indlæg af It’s Fashion Baby!, og det for alvor gik op for mig, at jeg ikke bare er usædvanlig højgravid. Jeg er også i usædvanlig høj grad ramt af redebyggerstadiet..