Findes der mon en måde at vende en Tycho-Brahe dag på? For hvis der findes Tycho Brahe-dage, så er denne dag uden tvivl én af dem. Lad mig kort ridse dagen op:
- Før vi kom i tøjet havde den yngste skrabet knæene
- … og slået hovedet ind i en skuffe.
- Senere blev til det 4 ekstra hudafskrabninger. Derudover..
- .. ramte et hovede en stol og et knæ en trappe..
- .. et glasskår kom også op i en barnefod..
- Og over min fod kom en pentaque-kugle.
- Mine fingre fik jeg limet godt og grundigt fast til en seng.
- Og en vase, en skål og en urtepotte er blevet smadret.
Og sig mig så – hvis det var jer? Ville i se det som et “tegn” på, at dagen bare lige er sådan en dag, hvor jeg skal sætte mig ned og tage en slapper? Eller ville I tænke, at dén slags uheld skal arbejdes væk? Jeg ved godt, at det er småting. Men hele ugen ligesom føltes lidt “imod mig”. Og jeg føler mig lidt i modvind – i dag særligt i de små helt konkrete ting. Men
er det mon bedst at lade sig slå tilbage i stolen og trække vejret dybt ind? Eller at trække vejret dybt ind for så at vise dagen, at dén i al fald ikke skal bestemme slagets gang?
Er det bedre at give efter? Eller at gå efter den, den uheldige dag?
Jeg tror uanset hvad, at jeg starter med det vigtigste: Børnene er blevet “sendt” til hviletime, og jeg har sat mig i skyggen, skænket mig selv en iskaffe. Og nu, nu har jeg også skrevet det ud. Og når computeren er klappet samme, vil jeg sidde et øjeblik og stirre ud i luften, lade mig blæse igennem.. Og se om vinden blæser uheldet væk og gå-på-modet tilbage?
// Sarah
Ting jeg (ikke) vil gøre i min juleferie..
En taknemmelig mandag
To skridt frem og et tilbage.
Skriv et svar