På min barsel – og længe inden da – studsede jeg altid over, at der var så mange som sukkede over mandage. På den ene side virkede det til at skabe sådan et kammeratskab på diverse sociale medier, hvilket egentlig virkede ret hyggeligt, når man sådan stod udenfor arbejdsmarkedet. Samtidig drømte jeg om, at jeg i mit liv ‘på den anden side’ ikke selv ville tænke ‘øv’ om mandagens komme. For det har jeg faktisk gjort nok af, synes jeg. Jeg var i en rum tid på en arbejdsplads, hvor jeg var så presset, og havde ansvar ud over mine kompetencer, at jeg græd på vej på arbejde. Og faktisk begyndte det nogle uger allerede søndag aften. Jeg følte det ikke ansvarligt at jeg stod med dét jeg gjorde, i så ung en alder. Det var hverken trygt eller godt for nogen.
I dag er det mandag, det har været gråt og blæsende. Iskoldt faktisk. Jeg har fanget mig selv i at gå og lede efter den dér monday blues. Men jeg har ikke kunne finde den! Det er helt okay at det er mandag, for mig. Jeg føler mig heldig over, at skulle ind og sidde på kontor med kloge damer. Heldig over at have fundet en plet, hvor jeg føler mig heldig. Det eneste der lidt stikker i mit hjerte, er det dér med, ikke at kunne kramme min datter hele dagen.. Hun er virkelig god til at kramme! Og gør det meget. Alligevel kan jeg ikke helt få nok. Så måske hun skal med på kontoret i morgen? Det må jeg nemlig helt selv bestemme, om hun skal. ALTSÅ, fik jeg sagt, hvor heldig jeg føler mig?
Hvilket monday mood er I i?
Efterår, du er stadig mit.
Hjemme igen.
Meget kan ske på 1 måned…
Skriv et svar