Lyssky og bramfri

Den sidste uges tid har gjort mig ekstra bevidst om, hvad jeg skriver herinde. Og hvad jeg ikke gør. For det er klart – alle mine tanker og mit liv kan ikke koges ned til sætninger postet i blogindlæg. Der er meget udenom, men samtidig bruger jeg bloggen til et ærligt frirum. Jeg deler hvad der rør sig hos mig lige idét jeg skriver. Det giver mig meget. Det giver meget mening for mig at udtrykke mig og skabe noget kreativt. Både med ord og billeder. Jeg er glad herinde!

I den ånd må jeg dog være helt ærlig. Det har gjort noget ved mig, at jeg ved, at der er flere som kigger med. Jeg tænker over det. Mest af alt tænker jeg ‘er det godt nok?’ og dernæst tænker jeg ‘mon de tænker noget om mig nu, som de ikke tænkte før?’. Sidste del går selvfølelig på, at jeg tror at der er nogen som følger med, som jeg også kender i ‘den virkelige verden’. Og det skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg skal tackle.. I mit hovede.

I december måned fik Emily Salomon mig til at tænke, da hun skrev dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på, hvordan man i forskellige sammenhænge kan agere forskelligt. Hun beskrev, at hun altid oversharer i ‘virkelige’ sociale sammenhænge, men at hun ofte på bloggen holder sig tilbage fra personlige sager.

Jeg har det faktisk lidt omvendt. Eller. Jeg har aldrig haft noget problem med at sætte ord på, hvordan jeg tænker, føler eller har det. I ‘virkelige’ sociale sammenhænge skal jeg dog lige varme op. Se de personer an, som jeg sidder overfor. Men når jeg så føler mig tryg, så deler jeg glad og gerne ud. Jeg elsker at opbygge en ærlig og ligefrem relation! Sådan et rum synes jeg også at jeg har bygget op her. Jeg har talt mig varm, og stolet på, at vi har en aftale om, at vi passer på hinanden. Ikke fordi I skal føles, at I skal tage jer af mig. Slet ikke. Men fordi uden en tillid til, at I tager godt imod det, og har gode hensigter med at læse mine skriv, ville jeg simpelthen ikke turde.

Efter en lille ‘jeg ser dig an’-opvarmning er jeg altså ret ligefrem og bramfri. Både i virkeligheden og herinde.  Samtidig er jeg meget lyssky. Det mest grænseoverskridende jeg kan komme i tanke om er, hvis jeg skulle vise et billede af mig selv (eller min datter) herinde. Så hellere fortælle 1000 ord om mine tanker og følelser. Det virker på en eller anden måde bare meget mere privat end mine tanker! Måske fordi jeg tænker, at jeg ‘bare’ fortæller om almen menneskelige overvejelser. Men der er ligesom kun én der ser ud som mig (og min datter), så dén kan jeg ikke løbe fra..

Det lyder måske fjollet, når jeg har en blog. Men det er måske netop derfor? Det giver mening for mig at sætte ord på dét der fylder i mig. Og jeg kan mærke, at det har sat mange ting i gang hos mig, at jeg nu ved at flere mennesker, som ved hvem jeg personligt er, kigger med. Det gør mig glad! Det gør det! Jeg vil på ingen måde lyde utaknemmelig. Jeg ér taknemmelig! Min nye viden gør mig samtidig også mere lyssky og nervøs. Hvad hvis det bare skaber snak bag min ryg? Hvad hvis de ikke passer på den del af mig, som jeg viser frem her?

Jeg går derfor og tumler med at forblive lige så ligefrem, ærlig og tæt på, som jeg synes det her sted skal være. Som det er. Jeg finder lige så stille tilbage til, at det her stadigvæk (og hele tiden har været) et trygt sted. Og tak for dét!
Det her skal være sted, hvor vi passer på hinanden. Ikke?