Er det en dreng eller en pige?

…”Jeg tror, det er et barn!” Sådan svarede et treårigt barn, da jeg havde peget på min mave og spurgt “tror du, at det er en dreng eller en pige?” Og det er lige netop, sådan det er. Det er ikke fordi jeg ikke har ville dele det, at jeg ikke har omtalt kønnet på barnet, som svømmer rundt inde i min mave. Nej. Inde i min mave ligger et barn, som vi ikke kender kønnet på. Endnu.

Det er skørt, hvordan nogle indlæg kan ligge i baghovedet længe, og aldrig rigtig føles færdige. Men samtidig føles vigtige, fordi det giver et indblik i noget, som godt nok er i udvikling, men som altså også fylder meget lige nu, og derfor er værd at nedfælde. Dette indlæg handler om et sådant emne. Et lille skriv om ikke at ville vide kønnet på barnet i min mave…

Jeg ved ikke, om mit barn er en dreng eller en pige. Det vidste jeg heller ikke første gang, jeg var gravid. Før jeg altså holdt hende i mine arme. Og min mand og jeg har været meget enige om dén beslutning. Men lige som alle andre beslutninger, ligger der mange individuelle overvejelser – bevidste som ubevidste – bag enhver beslutning. Dette indlæg er altså et forsøg på at sætte ord på mine overvejelser, og er slet ikke ment som mit bud på, hvad der er det “rigtige”, for én rigtig beslutning findes ikke. Så tag godt imod det 🙂

Jeg er egentlig ret nysgerrig af natur. Sådan én som digter historier om dem, jeg sidder ved siden af på restaurant. Jeg gør mig forestillinger om deres relationer og deres velbefindende. Det er nok egentlig ret anstrengende for både de andre, og dem jeg er selv er ude at spise med. Men jeg kan ikke lade være – jeg tænker, digter og kan have lidt lange ører. Haha. I dét lys er det måske lidt skørt, at jeg ikke vil vide kønnet på mit barn, og dermed har siddet op til 8 gange i denne graviditet og holdt mig for øjenene, når sonografen har varslet mig om, at “nu bevæger vi os mod de nedre regioner”..

Alligevel føles det helt helt rigtigt.

Oprindeligt startede beslutningen ud fra en tanke om, at jeg faktisk ikke synes, at kønnet er særligt relevant. Jeg ønsker mig ikke det ene mere end det andet, og jeg kan også godt undre mig lidt over det store fokus der er på, hvilket køn man venter. Særligt i butikker er det overraskende svært at finde kønsneutralt tøj. Som om vi allerede fra barns ben skal sætte dem i kasser – den blå eller den lyserøde? Ved ikke at vide kønnet slipper man dog rent praktisk for et lyserødt eller blåt show ? Og dét er jeg ret glad for, ærlig talt. Men dét er blot en mindre ting. En større ting i forhold til vigtigheden af kønnet, er, at jeg på denne måde holder min (til tider løbske) fantasi lidt i ave. På en måde bliver det for mig en 9 måneders lang reminder om, at vi ikke ved alt om vores barn (og at der jo er SÅ meget andet, man ikke aner). Og omvendt, at så længe jeg har en god fornemmelse af, hvordan barnet har det, så ER alt godt. (Jeg taler her også om de undersøgelser der bliver lavet, men dén snak gemmer jeg lige til en anden gang. Ellers bliver det simpelthen for langt). Jeg ved ikke om det giver mening, når det sådan står på skrift? Men i min krop gør det 🙂

Til slut er der den største og mest afgørende faktor – for mig. Og det er min mand. Og hvad jeg gerne vil have, at han er en del af. Der er SÅ meget i graviditeten, som går gennem mig… Det er mig, der tisser på en stik. Det er mig, der kan mærke det første liv – længe før det kan mærkes udvendigt. Det er mig, der har en fornemmelse af, hvordan barnet har det. Det er mig, der kan sammenligne de to graviditeter og dermed kan forestille mig forskellen på de to væsner vi har skabt. Og listen bliver ved i uendelighed. Hvordan man end vender og drejer det, så er den gravide kvinde altså dén der bærer barnet og dermed har mest føling med barnet.. Når det kommer til kønnet, er der faktisk noget, som jeg kan give min mand lov til at opdage først. Han kan være den der fortæller mig, hvilket køn vores baby har. Og dét vil jeg gerne give ham. (Med forbehold for, at man jo ikke ved, hvordan en fødsel forløber. Dét holder jeg mig for øje, men jeg vil ikke være den der forhindrer den mulighed.) En anden del af dét med min mands rolle ved fødslen, er opkaldene til vores nærmeste familie. Ved ikke at vide kønnet på forhånd, indebar de opkald naturlivis også at overlevere nyheden om, hvilket køn barnet havde. Og helt ærligt, så var dét at overhøre ham ringe til vores familie, med den nyhed at overlevere, noget af det mest rørende, jeg nogensinde har oplevet.

Det var med andre ord SÅ fint og særligt for os ikke at vide kønnet på barnet.
Både undervejs, men i særdeleshed i forbindelse med fødslen.. Og dét ville jeg ikke være foruden igen.

Husk, at du er velkommen til også at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags.