• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    DIY OG ET LANGSOMMERE LIV?

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    MORLIV, Store begivenheder, TORSDAGSTANKER · 2. januar, 2020

    Hvis jeg vidste, at det ville ende godt..

    Et nyt år er også en ny start. En frisk start om man vil. For frisk det er jeg – i al fald 95%. Lungebetændelsen har været længe om at slippe sit greb. Alligevel føles springet ind i det nye år som en dyb indånding. Men efter en dyb indånding følger ofte et lille øjeblik, hvor vejret holdes. Og selvom jeg glæder mig til alt det nye, og på så mange måder er klar til en dyb indånding, så føles disse dage lidt som om, at jeg holder vejret.

    2019 var på mange måder et hårdt år. Hvis jeg skal være helt ærlig, nok ét af de hårdeste, jeg kan huske. Den første halvdel gik med meget meget lidt tid til andet end at løbe på trapper, putte, trøste og være mor for to. Omsorgen for to er ikke svær at finde, men splittelsen af sig selv i to, når opmærksomheden kræves to steder har virkelig været svær for mig. Jeg har følt mig utilstrækkelig. På mange punkter. Kort før 2019 mistede jeg et nært familiemedlem for første gang. Min bedstefar, som på mange måder var én af mine bedste venner. Det føles stadig mærkeligt at skrive om ham i datid. For helt ærligt, så taler jeg stadig en del med ham i mine tanker. Og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre ham smile.

    Da jeg i sensommeren pludselig havde en dreng, som kunne både kravle, gå og sove (nogenlunde), ja, så var det lidt som om, at jeg fandt en del af mig selv igen. Simpelthen fordi jeg havde tid til at være andet end min favn. Og fordi jeg havde tid til at stoppe op. Den del af mig selv, som blev genfundet var dog ikke helt den samme. Noget var blevet skyllet væk. Noget andet var groet frem. Sådan er det med planter, men sådan føltes det også at være mig. Og den nye del af mig skulle jeg lige lande i. Lære at kende.

    Siden da har jeg brugt det meste af efteråret på at holde fødselsdage og at være syg. Det er ikke løgn. VI har sammenlagt holdt 10 fødselsdage i vores familie på de sidste 2 måneder, og har derudover været syge sammenlagt.. well. 2 måneder. Haha. Så ind imellem selskaber har jeg mest af alt forsøgt at samle kræfter til den næste fest. Og at holde gang i mine DIY’s og skriverier, som lader mig op på en helt anden måde. At få tid til dén slags har virkelig givet mig et gåpåmod og en iver, som jeg ikke tror, jeg har haft i samme grad før.

    Dét er mit år 2019 summeret meget kort op. Og med dét år i bagagen, giver det måske meget god mening, at jeg har brug for at trække en ny og dyb vejrtrækning. Et åndedrag af ny energi, nye veje og nyt vejr. Men her – i disse ‘mellemdage’ efter nytåret og inden hverdagen – holder jeg som sagt også vejret inde lidt. Som en kunstpause af spændinger. Og bekymringer. Jeg gruer lidt for det nye år.

    Tankerne gå primært på, hvordan jeg skal finde en vej til at tjene nogle penge. Det lyder måske lidt cold cash-agtigt. Som studerende arbejdede jeg altid meget. Længe. Hårdt. Og selvom jeg altid har nydt at arbejde, så har jeg også fundet ud af, hvad jeg drømmer mere om end andet. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg drømmer om at arbejde med noget kreativt. Noget som summer af nogle af de ting, som jeg giver deler. Ja, tænk, hvis mit ‘arbejde’ herinde også kunne bidrage til noget økonomi herhjemme? Men med drømme kommer også bekymringer, og så snart ord som disse er kommet over mine læber, runger tanker som; Hvad bilder jeg mig egentlig ind? Alle drømmer stort, og hvem er du? Hvad nu hvis det ikke går? Det går da ikke. Hvilke skridt skal jeg tage? Jeg falder. Dur det? Det dur ikke. Jeg dur ikke. Stop dig selv.

    Og i takt med min tvivl melder tilbageholdenheden sig, de kolde fødder og en generthed. Men kort før sengetid i går, slog en anden tanke dog ned hos mig; “hvad nu, hvis jeg vidste, at det ville ende godt? Hvad ville jeg så gøre?” Jeg ville helt sikkert slappe mere af. Turde mere. Være mere tryg. Stole på min intuition. Gå med det. Nyde mere. Være mere ærligt. Mere ligefrem. Mere fri. Mere mig.

    Hvis bare jeg stolede helt på, at alt nok ville gå. Og hvis ikke, at jeg ville falde blødt – som ned i en stor favn.

  • COMING UP »

    (ikke)klar - parat - jul

    LÆS OGSÅ

    • Et nyt år, en ny start og et nyt (arbejds)liv.
    • Når jeg peger, peger mindst tre fingre mod mig selv.Når jeg peger, peger mindst tre fingre mod mig selv.
    • 10 knirkende detaljer ved graviditeten

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    @nakedknit
    designer, skriver og gør-det-selv 🤸🏻

    Men der er stor forskel på at være noget og at gør Men der er stor forskel på at være noget og at gøre noget. 

Den største kunst er dog at modellere opgaverne og måden jeg arbejder på til den jeg er. Så jeg trives bedst. Udvikler mig. Udfordrer mig selv. Og bliver ved med at have lyst og mod på det. 

Jeg har tænkt meget over forskellen på at vide, hvad man vil lave, og at vide, hvordan man gerne vil leve.

Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg strikker. Jeg designer. Jeg skriver opskrifter. Jeg driver en lille virksomhed.

Men hvordan jeg gerne vil arbejde, har jeg brugt længere tid på at finde ud af.

Hvor meget skal der være plads til fordybelse?
Hvor meget skal jeg egentlig arbejde?
Hvornår er en arbejdsdag god?
Og hvordan sørger jeg for, at det kreative bliver ved med at være den sjoveste del af arbejdet? 

Jeg er stadig i proces. 

Men en ting, jeg har fundet ud af er, at selvom proces kan føles frustrerende at være i, er det også den del af mit arbejde, jeg holder så mega meget af - at alt hele tiden kan modelleres. Både hvad jeg laver og hvordan jeg gør det.
    Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv e Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv er, hvor meta det er. Jeg er min egen ansatte og min egen chef. Og mit chef-jeg har vurderet at mit ansat-jeg trives bedst ved at komme ud og blive luftet hver dag, at have en ‘arbejdsplads’ som jeg kan lukke døren til og gå hjem fra. Et sted hvor momsen, møderne og det kreative fokus både kan slippes fri og parkeres. Og tænk engang. Pludselig ud af det blå blev vi prikket på skulderen og så snart malingen er tør og døren er sat i, så flytter vi ind på vores eget kontor; mit chef-jeg og mit ansat-jeg, og alt garnet 🐻
    For et par år siden var jeg sikker på, at vi skull For et par år siden var jeg sikker på, at vi skulle flytte.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide vores hjem eller det at bo småt. Men fordi jeg pludselig - og meget overdøvende - begyndte at savne noget, vi ikke har: at kunne gå direkte ud i noget grønt.

Og så fik vi en altan. 

Den er ikke stor. Men den gav mig noget, jeg havde mere brug for, end jeg anede; Luft. Lys. Og overraskende meget himmel.

Jeg savner stadig det grønne. 
Og med min kærlighed til altanen, er det også blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg elsker det grønne. Planterne. De små spirer. Alt det jeg kan få til at gro frem, og som gror frem helt af sig selv. Seriøst, det er jo magi!

Men jeg er meget bevidst om, at jeg måske ikke behøver det hele på én gang. Og at jeg prioriterer på vejen derhen:

Dét at bo småt og billigt blev ikke bare et vilkår, men et meget bevidst valg om at give os selv den frihed, som kommer med økonomisk frihed og tryghed - midt i at jeg prøvede noget ok shaky af; at bygge mit eget arbejdsliv op. 

Og den økonomiske ro der følger med det at bo småt heroppe på 5. sal, har været enormt afgørende for, at jeg har turde prøve mit frie arbejdsliv af på så mange måder:

Frihed til at arbejde på den måde, jeg gerne vil.
Frihed til at have børnene hjemme de første år.
Og også frihed til ikke hele tiden at skulle have mere. Men at tænke; hvad er det bedste liv for os. Lige nu. 

Og lige nu tænker jeg:
Vi bliver lidt endnu 🤍
    Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk, at planter kan lave plantebabyer så let? En uge er alligvel også en rekord herhjemme. Og med det her vejrskifte, men de mange lyse timer stadig, er det måske perfekt timing for at stiklinge-amok? Jeg synes i hvert fald det kalder på grøn begejstring indenfor. 

Denne gang lavede jeg stiklinger af vores ‘mølplante’ - som vel egentlig skulle hedde anti-mølplante, fordi den eftersigende holder møl væk. Om det virker, ved jeg ikke. Men livrem, seler og en plante og alt det der. Nu håber jeg bare, at stiklingerne kan stikke i vejret i deres jordpotte, så de bliver klar til at flytte hjemmefra og med ind på vores nye kontor om et par uger 💚

#urbangardening #livetpåfemte #compactliving
    August kom, og august gik. Jeg elsker den friske August kom, og august gik. 

Jeg elsker den friske start efter sommeren. Men i stedet for at sætte afsted med 1000 km / t, forsøgte jeg at have speederen halvt i bund for at nyde det sidste sommer lidt ekstra. Alt imens jeg skiftede sommertøjet ud med malertøj, planterne ud med stillinger, havde klaus i lejligheden, plantede altanen til og indtog et kontor så småt. Her på bagkant føler jeg mig bagud på anden dag i september. Men det er nok regningen og den evige balancegang; hvor findes det perfekt tempo, hvor jeg kommer afsted og ud over stepperne, mens jeg er til stedet og nyder lige nu samtidig? Jeg ved det ikke. Jeg arbejder på det, mens jeg arbejder på at komme i mål med kontoret. Snart. Men. Sikke mange ting der alligevel skete - i den tid august var her. 

Kontoret in the maling 🌪️

🚲🚲🚲

Altanen fra himlen. Og kuren mod min post-ferie-5.sals-klaus. 

Min farmor har strikket mig en top 🩶

Stiklinger løs. 

Hjemmekontoret anno august 2026. 

Altanlove!

Kan smage lag på lag-sæsonen. 

Kill them with kindness, siger de. Jeg siger: dette er mit modsvar til duerne på vores altan.

🎪💡

Har jeg nævnt, at jeg er en sucker for lister?..

.. og planter ? 

Tak til august for alt det du kom og var 🌱
    Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller Jeg har aldrig bygget noget, hængt noget op eller repareret noget uden at ende med at føle mig enormt empowered af det. Jeg kan føle mig topfrustreret undervejs, men slutresultatet er altid, at jeg føler vores hjem og jeg selv er vokset - til at være mere og kunne mere end jeg troede. 

Så når jeg bygger på vores hjem, bliver det så håndgribeligt at de fleste rammer - fysiske og ikkefysiske - er modellerbare. Og i den proces formes jeg selv og min oplevelse af, hvad jeg selv kan også. Et lille opgør med ‘det kan man ikke’ eller ‘det skal man ikke’ og en hyldest til ‘jeg sætter mit spejl som jeg vil’ og ‘når jeg kan det her, gad vide hvad mere jeg kan, hvis jeg prøver.’ Og wauwsa det er en fed følelse! 
Og det var over and out fra lidt mandagsempowerment herfra ✨🫢
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in