Hvis jeg vidste, at det ville ende godt..

Et nyt år er også en ny start. En frisk start om man vil. For frisk det er jeg – i al fald 95%. Lungebetændelsen har været længe om at slippe sit greb. Alligevel føles springet ind i det nye år som en dyb indånding. Men efter en dyb indånding følger ofte et lille øjeblik, hvor vejret holdes. Og selvom jeg glæder mig til alt det nye, og på så mange måder er klar til en dyb indånding, så føles disse dage lidt som om, at jeg holder vejret.

2019 var på mange måder et hårdt år. Hvis jeg skal være helt ærlig, nok ét af de hårdeste, jeg kan huske. Den første halvdel gik med meget meget lidt tid til andet end at løbe på trapper, putte, trøste og være mor for to. Omsorgen for to er ikke svær at finde, men splittelsen af sig selv i to, når opmærksomheden kræves to steder har virkelig været svær for mig. Jeg har følt mig utilstrækkelig. På mange punkter. Kort før 2019 mistede jeg et nært familiemedlem for første gang. Min bedstefar, som på mange måder var én af mine bedste venner. Det føles stadig mærkeligt at skrive om ham i datid. For helt ærligt, så taler jeg stadig en del med ham i mine tanker. Og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre ham smile.

Da jeg i sensommeren pludselig havde en dreng, som kunne både kravle, gå og sove (nogenlunde), ja, så var det lidt som om, at jeg fandt en del af mig selv igen. Simpelthen fordi jeg havde tid til at være andet end min favn. Og fordi jeg havde tid til at stoppe op. Den del af mig selv, som blev genfundet var dog ikke helt den samme. Noget var blevet skyllet væk. Noget andet var groet frem. Sådan er det med planter, men sådan føltes det også at være mig. Og den nye del af mig skulle jeg lige lande i. Lære at kende.

Siden da har jeg brugt det meste af efteråret på at holde fødselsdage og at være syg. Det er ikke løgn. VI har sammenlagt holdt 10 fødselsdage i vores familie på de sidste 2 måneder, og har derudover været syge sammenlagt.. well. 2 måneder. Haha. Så ind imellem selskaber har jeg mest af alt forsøgt at samle kræfter til den næste fest. Og at holde gang i mine DIY’s og skriverier, som lader mig op på en helt anden måde. At få tid til dén slags har virkelig givet mig et gåpåmod og en iver, som jeg ikke tror, jeg har haft i samme grad før.

Dét er mit år 2019 summeret meget kort op. Og med dét år i bagagen, giver det måske meget god mening, at jeg har brug for at trække en ny og dyb vejrtrækning. Et åndedrag af ny energi, nye veje og nyt vejr. Men her – i disse ‘mellemdage’ efter nytåret og inden hverdagen – holder jeg som sagt også vejret inde lidt. Som en kunstpause af spændinger. Og bekymringer. Jeg gruer lidt for det nye år.

Tankerne gå primært på, hvordan jeg skal finde en vej til at tjene nogle penge. Det lyder måske lidt cold cash-agtigt. Som studerende arbejdede jeg altid meget. Længe. Hårdt. Og selvom jeg altid har nydt at arbejde, så har jeg også fundet ud af, hvad jeg drømmer mere om end andet. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg drømmer om at arbejde med noget kreativt. Noget som summer af nogle af de ting, som jeg giver deler. Ja, tænk, hvis mit ‘arbejde’ herinde også kunne bidrage til noget økonomi herhjemme? Men med drømme kommer også bekymringer, og så snart ord som disse er kommet over mine læber, runger tanker som; Hvad bilder jeg mig egentlig ind? Alle drømmer stort, og hvem er du? Hvad nu hvis det ikke går? Det går da ikke. Hvilke skridt skal jeg tage? Jeg falder. Dur det? Det dur ikke. Jeg dur ikke. Stop dig selv.

Og i takt med min tvivl melder tilbageholdenheden sig, de kolde fødder og en generthed. Men kort før sengetid i går, slog en anden tanke dog ned hos mig; “hvad nu, hvis jeg vidste, at det ville ende godt? Hvad ville jeg så gøre?” Jeg ville helt sikkert slappe mere af. Turde mere. Være mere tryg. Stole på min intuition. Gå med det. Nyde mere. Være mere ærligt. Mere ligefrem. Mere fri. Mere mig.

Hvis bare jeg stolede helt på, at alt nok ville gå. Og hvis ikke, at jeg ville falde blødt – som ned i en stor favn.