Må jeg spørge om noget?

Der er sket noget vildt. Jeg spurgte nogle damer, som jeg tænkte var way out of my league, om jeg måtte komme i praktik hos dem. Og de sagde ski ja!

Kort før jul havde jeg besøg af en god veninde, som endnu ikke selv har børn, og hun spurgte mig, om jeg ikke følte mig låst af, at (dags)rytmerne altid bliver bestemt af hende den yngste. Om jeg ikke savner mig-tid? Og faktisk blev jeg helt overrasket over spørgsmålet. For sådan har jeg aldrig tænkt på det. Aldrig. Måske frygtede jeg det, før jeg poppede min vandmelon af en baby? Men jeg har glemt det. Jeg føler det ikke begrænsende, klaustrofobisk eller irriterende, at det ikke er mig der bestemmer, hvornår jeg har mig-tid. Tværtimod.

Den tid jeg har for mig selv, er blevet så meget mere effektiv og dyrebar.

Først og fremmest ligger der indbygget i spørgsmålet – sådan som jeg hører det – en lille snert af, at man som forælder er et ‘offer’ for sit barns rytme og behov. Og dét har jeg meget svært ved at identificere mig med. Jeg ser det som jordens største privilegium, at jeg har fået lov til at blive nogens mor. Hendes mor. Og dét er jo mit valg. Vi valgte, at vi ville have et barn, og derfor er al min tid med hende selvvalgt, og altså ikke noget jeg kunne drømme om at ‘klage’ over eller sukke over. Selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke når det hele, eller hvor jeg bare virkelig godt gad lige at stene i min instagram en halv time. Men så er vi jo to – som regel. Og så giver vi hinanden breaks, lader den anden sove længe, eller hopper på legepladsen, mens den anden klarer dét der nu er behov for.

Grunden til at tiden virker mere effektiv, er nok særligt fordi jeg ser det i forhold til, at jeg sløsede den mere før. Timerne var ligesom ikke talte på samme måde!? Nu ved jeg, at de fleste dage har jeg ‘kun’ tiden fra hun sover til jeg selv sover, til helt selv at sætte dagsordenen. Til mig-tid. Og man kan altså nå meget (eller ingenting) på den tid. Det bestemmer jeg selv.

Grunden til at tiden virker meget mere dyrebar er klart fordi jeg SÅ gerne vil vise hende, hvordan man bruger sin tid på noget værdifuldt. Før jeg fik hende, kunne jeg sagtens finde på at tage nogle vagter på forskellige arbejdspladser, som jeg ene og alene gjorde for pengene. Jeg kiggede uendeligt mange gange på uret, fordi jeg ikke synes at det var sjovt eller spændende. Jeg tog mig til takke med dét jeg havde, og turde ærlig talt ikke at drømme større eller vildere. Jeg havde jo et job.

Dét kunne jeg ikke finde på i dag. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil tjene nogle penge. Det gad jeg da godt, men jeg ville ikke ‘spilde’ min tid på noget jeg ikke brænder for. Så vil jeg hellere leve af færre penge, og være hjemme hos min familie. At have fået min datter har gjort, at jeg tør mere. Jeg tør drømme, jeg tør springe ud i ting, og jeg spørge – selv, hvor jeg føler at jeg skyder efter stjernerne! Fordi dét håber jeg også at hun vil gøre. Fordi min tid er værdifuld. Den er værdifuld sammen med hende, men så sandelig også væk fra hende. Det skal jo være værd at være væk fra hende for?

… Så jeg skød efter stjernerne i forhold til min praktik. Og de sagde ja!
Jeg startede i denne uge, og jeg måtte knibe mig i armen for at tro, at det faktisk ér mig der sidder dér – midt blandt seje, seje damer.. Jeg føler mig heldig helt ind i knoglerne. Tænk, at drømme faktisk går i opfyldelse, hvis bare man tør spørge! ❤️