Forberedt på en baby, men ikke et barn…

Midt i, at jeg er højgravid, har jeg også et andet barn. Et andet barn, som fylder to år inden jeg får set mig om.

Da vi fandt ud af, at jeg ventede mig første gang, var mine ‘breakende’ ord ofte “vi skal have en baby” (tilsat, at jeg holdt armene op i en vuggende position som for at illustrere, hvor lille væsenet ville være). Men det blev hun jo ikke ved med… At være lille.

Jeg havde på sin vis en helt klar forestilling om, hvordan det ville være at få en baby. Jeg følte mig ‘forberedt på det værste’, og jeg følte mig forberedt på værre, faktisk. Jeg havde hørt en masse rundt omkring i hjørnerne… Men i al den snak – inden jeg blev gravid første gang – sagde jeg sjældent (hvis nogensinde) ordene; “vi skal have et barn.” Det var ligesom lettere at forholde mig til en baby, men også helt naturligt det første, jeg skulle forholde mig til. Fordi; der ville jo gå hundrede år, før min baby blev til et barn.. Hundrede år, som viste sig kun at være et par eller fire hundrede dage. Som altså nu er passeret..

To år og lidt mere senere, står jeg nu her: blæst bagover, over nu at have et barn. Jeg følte mig nogenlunde forberedt på gylp, det første skridt og alt det der hører det første års tid med. Men alt der er kommet efter baby-stadiet? Det har slået benene væk under mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne forberede mig på det. Jeg var helt forsvarsløs overfor, hvad det ville gøre ved mig at høre ordet “fa-ar” om min mand. Helt uforberedt på, hvor mange gange jeg utrætteligt kan nyde den samme historie igen og igen, bare fordi den bliver fortalt af mit eget minimenneske. Jeg havde ikke set det komme, hvordan min verden ville gå i stå, når jeg ser hende koncentreret om at udtrykke sig kreativt, eller hvor stolt jeg kan blive over, at hun rent faktisk kan sparke til en bold.

Jeg står nu her. Med en ‘stor’ lille pige, som gør mig (pinlig) stolt over, at jeg ikke alene har født hende, men at jeg (med hjælp, naturligvis) også har fået hende til at gro sig til et helt lille menneske. Tænk, at vi har fået hende til at vokse. Vi har givet hende nok mad!? Og stået måbende og iagttaget hende vokse på så mange andre måder end rent fysisk.

Min lille, smukke plante!

Gad vide, hvor du vokser hen?