Vejen ender ikke blindt

Jeg skiftede studie efter 5 år. Jeg var så godt som kandidat. Jeg manglede to semestre.
Det krævede mere mod end jeg troede jeg havde i mig, men samtidig var jeg enormt rolig omkring det.
For jeg vidste, at det var godt for mig. Det rigtige for mig.

Jeg følte, jeg ville finde min hylde. Og jeg havde en idé om, hvilken retning jeg skulle gå. Lidt sent, men jeg fik en idé om det. Og så handlede jeg på den idé. Jeg ville finde hjem.

Jeg har nu afleveret mit speciale, og står overfor uvisheden ved at blive færdig.
Sådan helt færdig med at studere. Og selvom tiden er usikker og nogle gange lidt for spændende, så er jeg ikke nervøs. Jeg er tryg. For jeg tør tro på, at det hele nok skal gå. Det skal det bare.

Sådan har jeg ikke altid tænkt. Jeg har bekymret mig så meget, at det nogle gange næsten opslugte alt.
Jeg hørte engang en udtalelse et sted, som lød nogenlunde således:

Jeg har oplevet så mange forfærdelige ting i mit liv. Nogle af dem er rent faktisk sket. 

Jeg kan ikke huske hvem der udtalte det, men jeg har båret meningen med mig lige siden jeg hørte det. For ej, hvor har mange scenarier udspillet sig for mit indre. Jeg har en livlig fantasi og er meget visuel. Jeg kan derfor se virkelig mange tænkte ting for mig. Og det gør altså ikke at min fantasi løber mindre af med mig.

Om jeg er blevet mere naiv eller bare mere beskæftiget af andet end bekymringer gennem de seneste år, ved jeg ikke. Men jeg er i al fald blevet mere rolig. Og det er rart. Det er rart ikke at tænke at verden styrter sammen og at der ikke findes nogen udvej. At vejen ender blindt, hvis den pludselig svinger en anden vej end jeg troede.
For det tror jeg ikke på den gør. Ender blindt. Sådan tror jeg ikke det er i livet. Jeg tror hverken at vejen er smal, og jeg tror heller ikke rigtig den ender. Jeg tror der er noget mere og meget bedre for enden af dét som kan virke som en blind vej… …Som en varm solbeskinnet plet i et stort hav man kan svømme i.