Intet at tabe?

Hvad hvis jeg skrev, som om jeg intet havde at tabe?

Jeg har snart været selvstændig i 2 år. Først som freelancer på diverse indretnings- og skriveopgaver. Sidste år sprang jeg ud som 100% selvstændig, da jeg gik all in på mit strikkebarn nakedknit. Jeg har altid bekymret mig meget. Tænkt meget. Men jeg har pludselig følt mig rystende nervøs meget ofte. Måske fordi der pludselig var en masse at tabe? Hvis du har lyttet til min lille podcast, som jeg lavede med min ven, nabo og radiovært, Sofie, ville du nok kunne høre det på min stemme.

Den seneste tid har mit arbejdsliv været til genovervejelse. Ikke fordi noget lukker, slukker eller falder fra hinanden, men fordi jeg er blevet klar over, at jeg skal rykke rundt på nogle brikker i mit arbejdsliv, så jeg ikke længere er så ængstelig. Jeg har brug for at sove bedre om natten. Trække vejret mere frit. Og med at trække vejret frit, følger lysten til at ytre mig frit herinde igen. Men jeg skal lige ryste nerverne af mig. (Dette skriv er et forsøg herpå, ahem.) Måske fordi jeg er ude af træning i det, spænder jeg ben for mig selv. Tænker på, hvad andre tænker. Hvilket i virkeligheden betyder, at jeg digter historier om, hvad andre tænker. Hvilket jo bare er gætteri af værste skuffe. Og hvorfor er det så vigtigt?
Er jeg helt dyrisk bange for at blive forladt af min flok? Måske lidt, faktisk.

Men dem der elsker mig, har mig jo. Det ved jeg godt med mit hovede.

Og med dét faktum på plads, har jeg faktisk ingenting har at tabe. Ingenting.

Jeg vil gerne føle, at min stemme er fri. Igen.
Det her er min start.