Alt ordner sig.

Dette skriv skrev jeg kort før påske. Det var den dag, hvor det sneede fra aprilhimlen. Det var også en dag, hvor mit humør og overskud var et lidt andet sted end det er i dag. I dag har det ikke sneet. Det har regnet. Det er i øvrigt også begyndt at regne indendøre herhjemme i løbet af påsken. Vi har fået vandskade igen! Derudover er jeg træt, udkørt, og ja, min mand kan ikke heeelt holde barsel endnu (som jeg ellers skriver nedenfor). Det føles som om min elastik er strukket lige til grænsen. Men. Da jeg i dag satte mig for at skrive lidt, og fandt dette skriv, ja, så blev jeg smittet af lidt positivitet. Så i stedet for at tale med øv-bogstaver, vil jeg forsøge at kvæle min øv-følelse med positivitet. Og vælge at tro på, at jeg snart når ind til en anden følelse – en følelse som minder mere om den beskrevet nedenfor. For… Alt skal nok ordne sig.

Her er, hvad jeg skrev den dag, hvor det dryssede med sne fra himlen i stedet for regn:

Jeg sidder på min seng. Vores seng. Som oftest deles af fire mennesker, omend den er bygget til halvanden.

Foran mig ligger en bunke med vasketøj, og opvaskemaskinen er ikke tømt. Mit hår skulle have været vasket i går, og jeg lugter vist også lidt af sved, hvis jeg snuser godt til.

Men alt er okay. Jeg er faktisk næsten flyvende. Jeg føler, at hvis jeg trak vejret så dybt ind gennem næsen, at svedlugten kunne lugtes, så ville mine fødder lette fra gulvet. I dag er min sidste dage alene på barsel. I denne omgang. Efter sommerferien er jeg alene på skansen igen, men indtil da – om 4 måneders tid – er vi sammen om det. Bare dét at tælle månederne sammen for at kunne skrive dem her, får mit hjerte til at bakse som sommerfuglevinger. Det er så godt. Så vigtigt. Så tiltrængt.

Det er noget mærkelig noget, det dér med at beslutte inden barnet er 8 uger, hvordan man skal placere sin barsel. Det har vi i hvertfald fundet lidt svært i denne omgang. Alligevel var der en del praktikaliteter, som gjorde det helt åbentlyst. Og nu er vi her så; den dag, som en gang virkede langt ude i fremtiden. Dagen, hvor min mand går på barsel.

Jeg kunne altid drømme større. Jo, det ville da være dejligt med en have… i går. Det ville også være dejligt med en kontrakt af en art, så jeg var sikret en fremtid(ig indkomst). Og tænk, hvis mit maveskind ikke havde lidt sådan under min sidste (voldsomt tunge) graviditet? Men helt ærligt? Lige nu har jeg alt, hvad jeg drømmer om. Og dét jeg kan komme i tanke om at ønske ændret, det vil ordne sig. Det tror jeg på. Vi finder et større sted, når tid er. Jeg lander på en hylde, hvor jeg hører hjemme i forhold til jobs. Børnene sover godt. På et tidspunkt.. inden de er 3 år? Og i dag har det både sneet og solen har skinnet på min næse. Alt er muligt. Alt ordner sig.