Behovet for at save, skrive og indrette..

De sidste dage har jeg haft sådan en rastløshed. En slags kriller i fingrene. En uro. En uro, som  ikke blevet mindre af, at jeg ingen tid eller ro har haft til ‘at gøre noget ved den’. At indrette min dag efter at få bugt med den. (Der er tænder på vej hos begge børn. Påstår den ældste. Selvom det kun er den yngste som er ked og plaget. Og den ældste i øvrigt har alle de tænder, hun skal have.) De første dage i sommerhuset nød jeg ellers at være lidt dagsforvirret (og udgive et tirsdagsindlæg på en mandag) og lade sommerhusets helle trænge ind under huden.. Og bare være til stede i alt dét hurlumhej, som der følger med med to små børn. Men lige så stille sneg rastløsheden sig ind på mig.

Faktisk kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed over, at jeg er så dårlig til ‘bare at være’..

Jeg mener; jeg går jo hjemme med to børn lige nu. Og burde det så ikke ‘være nok’. Hvorfor har jeg et behov for at opsøge noget andet? Gøre noget andet? Hvorfor er jeg ikke sådan en mor, som bare sidder stille, nyder og er til stede hele tiden?

Jeg øver mig i at være til stede. Det gør jeg! Men måske netop fordi, jeg er til stede rent fysisk hele tiden, har jeg også brug for at zoome ud. Være et andet sted rent mentalt. Gøre noget andet. Være noget andet. Det tror jeg er ret naturligt og helt okay. Mine børn har jo også brug for at lege med andre end deres mor og far (når de kan den slags) og at kunne sidde lidt for sig selv i fordybelse (når det slår dem i et par minutter af og til). Mine børn er meget af mit liv. Men jeg skal også lades op et sted. Gør noget for mig selv. Og at gøre noget med mine hænder – skrive eller bygge eksempelvis – gør, at jeg føler, at jeg er tilstede mere. Som individ og som mor. På en eller andet måde føler jeg mig mere i kontakt med mig. Og når jeg er dét, føler jeg mig faktisk også som en bedre mor.

(Her kunne man – hvis man var den analyserende og tænkende type – indskyde noget med, at jeg er ret meget oppe i mit hovede, og måske netop derfor finder det ekstra tilfredsstillende at bruge min krop og mine hænder til noget helt fysisk håndgribeligt. Komme lidt ud af mit hovede og ned i min krop. Og samtidig få idéer ud af mit hovede og ud i virkeligheden.. )

Da jeg efter et par dage (jep, så længe tog det mig at regne ud), fik lokaliseret hvor uroen og rastløsheden kom fra, og at havde brug for at gøre noget andet, begyndte jeg at øve mig i at sætte den yngstes lur af til netop at gøre noget (ved dét der med at gøre noget).. 

Men det er ikke hvad som helst, der gør det for mig..

At feje eller at lave mad gør det ikke for mig. Ej heller at rydde op. Men dét der gør det for mig er at ‘fremstille’ noget. Lave noget. At finde på noget. Gøre det til virkelighed. Men også at skrive. DIY’e, kunne vi kalde det, bygge, kreere, indrette, nedfælde eller noget helt sjette. Mine gode venner driller mig med, at jeg omrokerede mit hjem en gang om ugen, før jeg fik børn. Det er faktisk ikke helt galt. Og som jeg har gået her i sommerhuset de sidste dage og drømt om at skabe lidt nye ‘rum’, kom jeg i tanke om min første oplevelse af at isoleret mig et sted og ‘lave et rum’;

Da jeg var 12 år kan jeg huske, at jeg låste døren ind til mit værelse for at ‘trylle’ mit værelse om. Temaet dengang var kinesisk, og jeg syede et stykke stof om til et forhæng, som skulle opdele værelset (på 10m2) i et sove- og spiseområde. I hjørnerne af forhænget syede jeg nogle blomster med gennemsigtigt stof. I spiseområdet vendte jeg en stor papkasse på hovedet og lagde en af mine mors fine duge over. Fire lilla puder (som jeg i lang tid havde sparet op til), lagde jeg på gulvet som ‘siddepuder’ rundt om papkassebordet. Jeg var så stolt, og jeg inviterede mine venner hjem for at indvie det ‘nye’ rum.

Det gav mig en helt særlig følelse at skabe et rum. Gøre noget. Og ikke bare ét eller andet, faktisk. Men følelsen af, at se noget forvandle sig mellem mine hænder og for mine øjne. At udleve noget. Og at gøre et sted til mit. Mit hjem..

(Her kunne man igen – hvis man er den analyserende og tænkende type – indskyde noget med, at jeg ikke altid har følt, at jeg passede ind eller havde en “en plads”. Og at indrette mig og skabe rum også kan virke tilfredsstilende i den forstand, at jeg skaber mig selv et rum og dermed en plads.. meeen så skulle man også virkelig være en tænkende type 😉 )

.. her et billede af det sofabord, jeg de sidste dage, næææsten er blevet færdig med.. 

Den samme ild er jeg blevet bidt af nu. Igen.

Dén iver fra det lille værelse hjemme hos mine forældre er en iver, som vender tilbage med jævne mellemrum. Den meste gennemgribende og nylige gang var, da jeg gik alt vi ejede igennem konmari-style. Og nu – efter en hel vinterpause fra sommerhuset og med udsigt til mange måneder med masser af tid i sommerhuset – har jeg sådan lyst til at give den en ordentlig skalle heroppe. Jeg har store grønne drømme, men har også i går, da børnene var lagt, svinget en malerpensel. Noget siger mig, at det ikke er sidste gang i denne sæson. Jeg har sovet virkelig dårligt mange nætter, fordi mit hovede har drømt og lagt planer. Men helt i sommerhusets ånd vil jeg øve mig i at tage én ting ad gangen. Men også fordi jeg fornemmer, at der er en del små skridt foran mig. Ha. Meeen hvad gør det, når hvert skridt gør mig glad?

// S