Jeg skriver min egen historie

Jeg har lige trådt på en knappenål, (nær) væltet en pande ned over mine tæer og er gået ind i en dør. Alt sammen indenfor 3 minutter. Jeg tager det som et tegn. Et tegn på, at sætte mig ned med fødderne oppe. Min fod drypper trods alt lidt med blod. Og jeg har en plade chokolade, som kalder på mig. Og det her blogindlæg..

For jeg vil så gerne sætte ord på dét som fylder. Samtidig er det nogle gange svært. Svært helt at konkretisere og formulere. Og jeg har haft svært at få dét her ned på papir. Måske fordi det kan lyde som om, at jeg generaliserer eller tænker, at vi selv “vælger”, hvordan vores historie er. Fortællingen om vores liv. Det tror jeg også, at vi gør… til en vis grad. Men der er dele af livet, som uomtvisteligt er hårde, strenge og uretfærdige. Ting kan hænde én, som uanset hvordan man vender og drejer det, er uretfærdige. Det er ikke den slags historier, jeg tænker på i dette indlæg. Hold lige dét in mente, når I læser videre, vil I ikke love mig det?

Nej, dét jeg forsøger at sætte ord på her er, hvordan jeg (bevidst som ubevidst) sætter ord på min egen historie, og dermed også hvilken fortælling jeg ‘skriver’ om mig selv.

I forrige weekend fyldte bloggen her 2 år. Dét jeg ubetinget følte størst pres over, ved at oprette bloggen var, hvor endegyldig min ‘historie’ ville virke. Mine børn ville kunne læse tilbage i mine skriblerier, venner ville kunne læse med og måske forholde sig til noget, de også har oplevet. Jeg ville ‘selvfremstille’ mig selv på en mere eksponeret måde, end jeg før havde prøvet. Ja, jeg holder faktisk helt vejret nu, når jeg skriver det sådan. For med det følger også valg, fravalg i historierne.. Mange tanker, overvejelser og et vist pres. For hvad mon folk tænker om den måde, jeg beskriver det hele på? Hvilken historie vil det blive modtaget som? Vil jeg virke til at have nok i mig selv? Måske endda selvcentreret, fordi jeg tænker at min historie skal have taletid? Vil jeg virke overfølsom?.. Jeg kunne blive ved.
Men som tiden er gået, er jeg blevet meget mere bevidst om, at disse valg og overvejelser ikke kun gælder online. Nej, de gælder alle steder, hvor jeg italesætter min ‘historie’.

Tag eksempelvis dét at have to små børn. I en relativ ung alder. I en meget lille lejlighed.
Allerede her, har jeg jo vægtet historien; Børnene er små; de er ikke bare børn. Alderen er relativ ung.. Siger hvem? Og lejligheden er ikke bare lille, men meget lille. På femte sal, kunne man fristes til at tilføje…

Da min datter var baby, renoverede vores andelsforening baggården. I ved med olietank op af jorden, gennemgribende opgravning af alt udendørs, ny asfalt, ny beplantning og bebyggelse. Alt. Dén historie kan jeg vælge at italesætte som ‘dårlig timing’, men det er oftest faldet mig ind at italesætte det som noget, der ‘hærdede’ hende til at kunne sove fra hvad som helst. Som et ‘ægte bybarn’ ? Hvad det så end er…

For nylig havde vi en vandskade herhjemme, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke følte, at jeg havde de mest positive briller på i forhold til dén situation. Nej, hvor der blev sukket lidt mere, end jeg havde forventet af mig selv. Men dét at italesætte begivenheder, kan også virke som en form for ventil. Et åndehul til at få luft og lufte ud. Så uden at historien og grundstemningen i mit personlige liv egentlig er negativ, så kan jeg godt bruge det her sted til at lufte ud, ånde ud og ikke mindst skrive mig ud af det.

For dét er en anden side af sagen: Ved at skrive min historie her, handler jeg også. Og somme tider handler jeg anderledes end jeg måske ellers havde, fordi jeg skriver. Forstået på den måde, at dét at (turde) skrive, har givet mig mod på også at turde andre ting. Det føles ofte lidt som at kaste mig ud på dybt vand. Men helt ærligt? Hvorfor skulle jeg ikke kunne dét? Kaste mig ud på dybt vand? Vil jeg gerne have, at ‘historien’ om mig er, at jeg ikke helt turde noget af det jeg drømte om? Svaret på dét spørgsmål er: Nej.

Inden jeg oprettede bloggen her for to år siden var jeg ret bange for følelsen af, at “bordet fanger” på en historie, som er i forandring. Og det er netop dét jeg har fundet ud af, over tid.. At historien ikke fanger. Den sætter fri. For den ændrer sig med mig. Alt hvad jeg udtrykker er jo et øjebliksbillede. Det ved jeg. Det ved dem, jeg har kær. Og det håber jeg også at I andre ved. Jeg ændrer mig med historien. Men historien er heller ikke endegyldig eller et facit. Den er min at fortælle med min stemme, mit blik. Havde en anden fortalt om de samme episoder, ville det helt sikkert være fortalt anderledes. Fordi den ville være oplevet anderledes.

Og faktisk tror jeg, at den her øgede bevidsthed om min ‘historiefortælling’, har givet mig et blik for, hvilken effekt min fortalte historie faktisk har på mig. Ikke alene har ‘fortællingen’ givet mig mod på at handle, hvor jeg måske ikke turde før, men det har også givet mig et større blik for, hvilken effekt min vinkling af historien rent faktisk har på.. ja, historien; Det GØR en forskel for mig, om jeg fortæller en historie om et barn, ‘som slet ikke gider at sove, og som har været meget meget ked af det’. ELLER om historien er, at ‘bare han får lov til at være vågen, så er han glad som dagen er lang’!

Og på den måde, er jeg heller ikke længere så bange for, hvad andre måtte tænke. For det er jo min historie. Sådan som jeg ser det. Lige nu. Og heldigvis har alle hver deres at fortælle.
Vi er alle sammen på vej, os og vores historier.