Undskyld (jeg er her)?

Der skete noget for et par uger siden, som jeg har tænkt på, og skrevet på lige siden.

Jeg havde som udgangspunkt tænkt at der ikke ville findes (stærkt) politisk eller religiøst betonede indlæg her på domænet. Mest fordi det så hurtigt kan støde folk – opdele folk i os og dem. For som mit nye bekendtskab sagde;

“Der er ikke noget ‘os’ og ‘dem’, for vi to er begge danske kvinder!”

Så sådan håber jeg også at du vil tage denne lille virkelighedshistorie: Som en fortælling om, at forskellighed er godt. Både her på domænet og i ‘virkeligheden’. Og at vi nemt kan samles alligevel og tale sammen – for at blive klogere sammen. Dette er altså ikke en proklamation eller med politiske bagtanker, nej, jeg vil bare fortælle om dagen, hvor jeg mødte et menneske jeg aldrig har mødt før…

---

I går kom jeg gående på min sædvanlige rute. Forbi dagligvarebutikkerne tæt på min hoveddør. Dér hvor alle telefonsælgerne og Green Peace står. Måske var det derfor jeg ikke hørte hende, før jeg var et godt stykke forbi hende.. Måske var det på grund af hendes beklædning..

“Undskyld.. Undskyld..” sagde hun.

Da det gik op for mig, at det var mig hun talte til, stoppede jeg op, drejede mit ansigt mod lyden og sagde: “Ja?”

Først dér mødte mine øjne hendes – ud gennem hovedbeklædningen skinnende hendes øjne.

Sandheden er, at jeg aldrig i mit liv har talt med en kvinde i en Niqab.

(Indrømmet, jeg har lige googlet det korrekte ord. Det er ikke en burka, for der var en lille bar sprække til hendes øjne. Altså en såkaldt fuld niqab, sådan som jeg forstår google. Jeg undskylder allerede her min uvidenhed!)

I virkeligheden tror jeg aldrig jeg har hørt en stemme fra en niqab-bærende kvinde.

Men det gjorde jeg altså nu.

Til trods for hendes første ordvalg og hendes beklædning, var hun alt andet end en undskyldning for sig selv. Hun havde en stolt, men imødekommede stemmeføring, inddragende øjne og rank ryg.

Hun talte ihærdigt og hurtigt, men ikke for længe, og sluttede, efter at have lettet sit hjerte, af med ordene: “…og så vil vi lade folk stille os spørgsmål, for der er ingen dumme spørgsmål… Vi bliver bare glade for at blive talt til i stedet for om. Så har du noget du gerne vil spørge mig om?”

Jeg kan ikke gengive præcis hvad hun sagde, inden da, men hendes pointe var, at der er mange mennesker som udgiver sig for at tale (imod) disse muslimske kvinders valg af påklædning; Politikere, mænd, etnisk danske kvinder, muslimske kvinder som lader håret svinge frit, bare for at nævne nogen. Men ærlig talt har hun ret – jeg har aldrig hørt en kvinde med hovedbeklædningen selv tale. Og det ville denne kvinde altså lave om på (sammen med sine veninder).

Nåh, men tilbage til hendes spørgsmål..
Efter at have stået et godt stykke tid og trådt vande fik jeg fremstammet, hvad jeg ellers havde betragtet som et dumt spørgsmål.. “Hvorfor har du valgt at gå klædt sådan?”

Da det kom ud af min mund lød det fordømmende, og jeg blev straks flov, men jeg var glad for at jeg spurgte, for jeg kendte ikke grunden. Og jeg har aldrig mødt nogen jeg kunne spørge. Eller som jeg følte anledning til at spørge. For hvorfor skal jeg blande mig i det? Men når nu hun stod sådan foran mig, så ville jeg faktisk gerne have svar på noget jeg ikke helt forstår.

Der er sikkert tusind grunde til at gå religiøst klædt – af hvilken som helst art – men for hende handlede det om at ville efterstræbe at være som de helligste kvinder i Koranen. OG hendes svar gav mening – det gav mening, at det gav mening for hende.

Som min nørdede bogorm af en svoger siger: Man har kun ekstremt skarpe holdninger til dét man ikke ved nok om. Dén sætning klang i mit hovede, som hun stod der og fyldte mig med ny viden.

Vi sagde farve, og jeg gik mod solen, som oplyste Nørrebro omkring mig. Jeg kørte mine fingre igennem mit hår, som stadig var fugtigt efter badet jeg lige havde taget, og det gik op for mig, at jeg ikke havde fået BH på.

Jeg gik derfra og følte mig rigere. Rigere på viden, på bekendtskab og på horisont. Rig over at leve et sted, hvor vi alle kan åbne munden. Og åbne øjnene.
På en helt almindelig dag foran Føtex.

Photo: From Pinterest