I dag er det fredag. Og det betyder weekend. Og for mit vedkommende også fest. Lørdag, that is.
Jeg har vist før nævnt, at jeg er fan af fester. Det er jeg altså (sagt med Jørgen Leths intonation).
Jo, jo, jeg har brug for at sove længe dagen før og efter. Jeg kan blive lidt presset over, hvad jeg mon skal have på. Og jeg kan også være lidt spændt på, hvor godt jeg svinger med de andre gæster. MEN. En fest er altid en god idé. Dét synes jeg!
Der er dog ingen tvivl om, at den slags ikke just er blevet lettere med årene. Min fødselsdag nærmer sig lige så stille, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt ved, om jeg kan overkomme det. Om det (igen) er året, hvor jeg skal springe en fødselsdag for venner over, og holde mig til familiefrokosten? Særligt dét med søvnen er en overvindelse. Det kræver altså noget, at trække (endnu et) overtræk på søvn-kassekreditten. Det er meget mere en viljesbeslutning nu, end det var før. For mig. Men det er værd at holde fast i – børn eller ej; voksne har godt af at feste! Det tror jeg virkelig. (Og ja, jeg kaldte lige mig selv voksen. Men ret beset er jeg vel dét, her i slutningen af mine tyvere?)
For nogle år siden, inden jeg tænkte på børn (okay, det er løgn, men inden de var på tegnebrættet), sad jeg med en veninde og diskuterede dét at blive ‘voksen’. Vi talte om, hvad vi drømte om, ønskede os og håbede på. Hvordan livet mon så ud om 5, 10, 15 år. I ved. Den klassiske, hvor man næsten kan se solen gå ned i baggrunden over de fine (og meget håbefulde) fraser. Pludselig kom vi til at tale om fester. Og en sætning i stil med “jeg håber, at jeg bliver god til at holde fester. Også som voksen.” blev sagt. Og det forsøger jeg at minde mig selv om lige for tiden. Også selvom det tager lidt længere at komme oven på efter en fest. Jeg selv er vokset op med, at når man holder fest, ja SÅ holder man fest. Om det er en foodtruck, et live band eller telt i haven der skal til – for at sætte den ønskede feststemning – så skal der holdes fest. Da jeg for nylig overvejede, om jeg mon skulle holde min færdigfest, nævnte jeg mine overvejelser (for og imod) for min mor. Hendes eneste svar var; “Du har allerede selv svaret.. Når først du har tænkt tanken, så er der grund til at holde en fest.” Jeg grinte højt, og tænkte, at dét måtte da være mit nye slogan!
I weekenden skal vi til en ægte voksenfest. (No offence, hvis I læser med derude) 😉 Men I ved, en rund fødselsdag tillagt et par årtier til min egen alder. Jeg forestiller mig fadølsanlæg, noget høj musik og højt til loftet. Og jeg glæder mig til at lade mig overraske 🙂 Barnet bliver hjemme (med kyndig pasning, naturligvis), og der er faktisk varslet musik natten lang. Jeg indstiller mig på, at jeg nok ikke holder til slutningen. Og mest af alt, at det er okay. (Fik jeg sagt, at jeg er virkelig træt som gravid denne gang?). Men hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at blive smittet af ‘voksenfestlighed’, af nogen som har husket at holde fast i at holde fester. Jeg glæder mig til god mad, til at danse med min mand og måske at se solen stå op. Og så glæder jeg mig over at glæde mig. Dét er også noget af dét fester kan, nemlig.
Med de ord, vil jeg ønske jer alle en virkelig dejlig weekend!
Kærligst S
Skriv et svar