Med en uge bag mig med en lille syg pige på armen, har jeg virkelig mindet mig selv om, hvor dejligt det er at have tid til at være hjemme med hende. Uden stress over ting der bør nås, uden stress over en arbejdsgiver der hænger mig over nakken, uden noget som helst andet på dagsordenen end at VÆRE dér med hende.
(Jamen, hvad laver du da, tænker du så måske? Ja, jeg læser. Jeg skriver speciale, for at være mere specifik. Jeg er altså min egen chef. Og jeg ØVER mig i, at specialet ikke får lov at være noget der hænger mig over hovedet, men derimod ‘bare’ er en opgave, som alle mulige andre. Og faktisk går det ret godt med dét. Jeg øver mig jo også dagligt!)
Når jeg ser tilbage på den sidste uge herinde, kan det virke til at den netop har været meget sukkersød og “ïh, hvor er min datter sød”-agtig. Og hvis jeg tænker mig godt om, tror jeg faktisk ikke selv jeg ville læse med på sådan noget ? Men sagen er faktisk den, at det jeg havde glædet mig aller mest til, ved at få et barn er, at der er noget man “SKAL”. Noget der trumfer alt andet. Er mit barn sygt, så må jeg smide alt jeg har hænderne for at være der. Der er slet ingen tvivl. Der er noget der kommer øverst på listen, noget der er ens primære opgave, noget man ikke skal tage stilling til. Sådan er det bare. Og sådan har min sidste uge altså været. Jeg har tilmed været alene hjemme, så spørgsmålet om, hvem der blev med hende, var slet ikke at stille. Det var bare mig. Og sandheden er, at jeg (det meste af tiden) har nydt det som jeg havde tænkt!
Min opgave har været at kramme, trøste, distrahere og holde. At være hendes klippe. Og sikke et privilegium. Tænk, at jeg er den et så lille menneske sætter al sin lid til. Tænk, at jeg har en ‘opgave’ som er mig givet af hende, men som altså også bare giver mening. Det giver da mening at passe på en lille syg kødklump! Så jeg har med glæde smidt alt andet. Og i stilhed lagt planer og drømme om, hvad jeg kan fordybe mig i, når der igen er tid til ‘mig-tid’.
Det kan i sig selv virke modstridende, fordi jeg gør meget ude af, at lave lister, sætte nye mål. Ja, endda at starte det her show (showet = bloggen her), som jo om noget handler om at ‘bevæge sig’, udgive jævnlige indlæg, at være aktiv på instagram osv. Det er alt sammen ting, som kan emme af ‘videre, videre, videre’, ‘mere, andet, mere’. Men sådan er det ikke.
Jeg sætter sådan pris på at være til stede. At kunne hellige mig én ting. Og det er dét jeg gør her. Jeg sætter mig for at fordybe mig i det jeg synes er spændende. At min interesse for alt det jeg deler her.
For det er dét dette er: Lige fra at stå og slibe træ, til at nørde pinterest, til at skrive dette ned. Deter noget jeg synes er mega interessant og spændende. Det er noget der giver mig energi. Noget jeg kan fordybe mig i. Noget som gør, at jeg er tilstede i dét, som mig (alene), og noget der giver mig energi til at være endnu mere til stede, når der kræves 100% mor-tid.
Og Yes, min datter sover lur nu.
Og yes, min mand er hjemme igen.
Og yes, jeg glæder mig liiidt (meget) til alle de DIYs jeg har i ærmet, til når jeg får hænderne fri igen ?
Ovenstående billede er fra ‘velkomstmiddagen’ da min hubby kom hjem. Candle light dinner for three!
Ps. Egentlig ville jeg have indlagt dette indlæg i går aftes, men min datter blev meget ked, og jeg måtte gå tidligt i seng for at være hos hende. Holde hende tæt. God søndag til jer. Hold dem I har kær tæt ?
To skridt frem og et tilbage.
På de sociale medier derhjemme
Når én bekymring letter, opstår en ny. Altid.
Skriv et svar