Når tiden løber fra mig, løber jeg dobbelt så hurtigt

I går stod jeg i et byggemarked (for Gud ved hvilken gang) og skulle have noget så simpelt som én plade. Da vi endelig – efter halve timers overvejelser – fandt frem til, hvilken én der var bedst, ja, så skulle vi have skåret den til. Vi gik hen til skærestationen, hvor byggemarkedet udførte snit på mål. Til trods for, at køen kun talte få mennesker, stod vi der længe.. meget længe og ventede.

Da vi kom frem, fandt jeg ud af, hvorfor..

Bag den store maskine stod en lille mand med læsebriller i håret, og betjente det store monstrum af en maskine. Alting gik i laaangsomt, roligt og omhyggeligt tempo. Først tjekkede han lageret bag sig, og nåede ikke at konkludere, hvor vi så skulle finde pladen, før jeg havde foreslået at min mand hjalp til. Han placerede pladen i maskinen for derefter langsomt at hæve sin højre hånd til sin brille, for at flytte dem til spidsen af næsen, så han var klar til at aflæse det præcise mål for pladen. Da han skulle udfylde sedlen for vores køb derefter, tog det ham rundt regnet et minut til trods for, at han skulle skrive to tal og slå to cirkler på sedlen foran ham. Tålmodigt, stille, roligt og helt uden at blive stresset af den (utålmodigt) voksende kø.

Han mindede mig lidt om dyret bag skranken i dette klip. En karakter, som på helt beundringsværdig manér bevarer det rolige tempo uanset situationen, eller omverdenens reaktioner derpå. Omverdenen, som i dét tilfælde var mig, som stod helt paf på den anden side af skranken, og skiftevis trak på smilebåndet og følte mig som kaninen i klippet ovenfor.

Dét fik mig til at tænke på, hvordan man helt forskelligt tackler pres, stress og opgaver.

Jeg selv har gået i cirkler om mig selv den sidste uge, omend jeg ved, at jeg bør og skal tage pauser, passe på mig selv og min krop. Men det er svært, når jeg føler mig endnu mere stresset af at sidde stille. Selvom jeg altså hverken kan (eller må) løfte, male eller gøre andet af det arbejde der har været mest af. Jeg har fanget mig selv i at gå op og ned af trapperne flere gange – og stå deroppe på 6. sal, uden helt at kunne huske, hvad jeg kom efter..

På den ene side er det til at grine af, på den anden side så beundrer jeg virkelig manden, som jeg mødte bag skranken. Hvor ville jeg bare gerne have sådan en ro, som ikke var til at slå ud af kurs. Og egentlig er det ret sigende. Manden bag den store maskine lagde omhyggeligheden i de små ting. Fordi det er dé ting der er vigtige for at nå ordentligt i mål. Men UH, hvor alle de detaljer tester min tålmodighed disse dage.

Min ro, ja, den er let at slå ud af kurs, og den eneste måde jeg kan finde ud af at slå den ned på, det er ved at stå op før alle andre, sidde med mine lister og lægge planer, og søge på smarte løsninger. Men det giver mig ingen hvile. Ingen ro. Og ærlig talt, så tror jeg ikke at det er det sundeste i verden. I dag trak jeg derfor stikket. Holdt søndag på en mandag. Holdt min datter hjemme, så jeg kunne se hende i øjnene, gå en tur i solskinnet med hende og tage et bad da hun sov. Og ellers være noget andet end at være ‘praktisk direktør’ over alle håndværkerne eller familiemedlemmerne.

Nu er det værste og største ryk snart taget. Snart. Snart er der ting at gøre, som jeg rent faktisk kan hjælpe med. Ét projekt ad gangen. Spredt ud over længere tid (hvis min indre kanin tillader det), så jeg kan bevare ekspedientens ro undervejs.