• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    DIY OG ET LANGSOMMERE LIV?

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    BILLIGE TRICKS, Tirsdagens tip · 16. juli, 2019

    Tip til de knirkende døre

    Hver tirsdag har jeg for vane at udgive et tip. Et tip karakteriserer jeg ved, at det er praktisk smart. Først og fremmest. Hvis det derudover er økonomisk smart, æstetisk smart eller ressourcemæssigt smart, så er det altså bare et kæmpe plus. Dagens tip må siges at være smart på alle ovenstående måder. Hvis altså man tager lyd som en æstetisk kvalitet.

    I sidste uge talte jeg om, at jeg var ekstraordinært produktiv derhjemme. (Siden er vi draget i sommerhuset, og produktiviteten er faldet stødt siden. Men måske dét også er meningen med et sommerhus?) Én af de ting, jeg fik klaret hjemme – ud over at sy vaskeklude – var langt om længe at få bugt med vores mange knirkende døre. Ærlig talt havde jeg næææsten helt vænnet mig til lyden. Det er sjovt, hvordan man kan overse eller overhøre visse ting, hvis blot de bliver en del af éns hverdag længe nok. Derudover har visse problemer det også med at virke uoverkommelige, hvis de har spøgt længe nok. Er der mon andre end mig, der har det sådan? Undskyldninger var der i al fald nok af, og da jeg derudover ikke vidste, hvordan jeg skulle løse lydproblemet, har vi altså levet med knirkende døre i.. 4 år nu. Ej, altså, det virker helt skørt, når nu jeg skriver det sort på hvidt. MEN. Pludselig fik en googlesøgning og et par familiemedlemmer mig til at forstå, at jeg ikke engang behøvede ud og investere for at klare ærterne. Og dét fik mig op ad stolen. Husmodertricket til at klare de knirkende døre med en olie, som alle (formegentlig) ejer, vil jeg i dagens anledning give videre til jer…

    Tirsdagens tip: Smør dine knirkende døre og hængsler med madolie.

    Eftersigende virker en hvilken som helst madlavningsolie, men jeg gik efter en smagsneutral variant, fordi jeg tænkte, at den dermed også ville være lugtneutral. I praksis tror jeg ikke, at det gør den store forskel. Man bruger nemlig kun en mængde der tælles i dråber.

    Billedet ovenfor ligner noget fra en dårlig krimiserie, og jeg er ret vild med det. Haha.

    Sådan gjorde jeg: Tag en smule olie og påfør hængslet. Brug hvad som helst småt, hvis du allerede har noget liggende. Fordi jeg ikke havde en lille pipette eller andet herhjemme, gik jeg i anledningen af smørringsprojektet på apoteket for at købe en sprøjte og en kanyle. Sammenlagt kostede det mig 6 kr. På den måde kunne jeg, ved hjælp af sprøjten/kanylen, sprøjte en smule olie ind i de hængsler, hvor der var en meget lille revne. Det viste sig dog, at der i de ældste af mine hængsler var et lille hul til netop at sprøjte olie ind i. Havde jeg udelukkende haft disse hængsler på adresse, havde jeg end ikke behøvet en kanyle, men blot den lille sprøjte. Når hængslet er smurt med et par dråber, åbnes og lukkes døren et par gange eller fire (som apotekeren, som jeg købte kanylen af, sagde), og én, to, tre, så knirker døren ikke længere.

    Flemming Leth har i øvrigt lavet en ganske udemærket video, hvor han både viser og fortæller om at smøre hængsler. Jeg vil dog til hver en tid foretrække at bruge madolie frem for den olie, han bruger, da jeg simpelthen ikke tror, at jeg i et helt liv ville få brugt en specielindkøbt hængselolie op. Madlavningsollie derimod er noget, de fleste har ved hånden, og som altså løser opgaven nemt og hurtigt.

    Husk at du er velkommen til at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst til den slags.

  • COMING UP »

    Inspiration til børnesenge

    LÆS OGSÅ

    • DIY: Vaskeklude
    • DIY Puslebord!
    • Tirsdagens tip til planterne

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    @nakedknit
    designer, skriver og gør-det-selv 🤸🏻

    Hvert år tænker jeg ‘er det virkelig en god idé?’ Hvert år tænker jeg ‘er det virkelig en god idé?’ Men hvert år ender vi alligevel med at invitere hele vores familie op på 5. sal i vores (relativt) lille lejlighed. Fordi det betyder noget for mig. Og fordi jeg derfor insisterer på, at der er plads. Også selvom der kommer flere og flere børn 😅

Sidste år tænkte jeg ellers ‘det var så sidste gang’. 
Den tanke slog mig kort efter, vi satte alle folk (22? mennesker) ned, bød velkommen, skænkede maden op, tog vores egen mad, og opdagede at der ikke var plads til en eneste mere. Og vi var stadig 2 der stod op. Det endte med, at Jakob og jeg stod op indtil de første børn var løbet fra bordet..

Så.. i år skulle noget gøres anderledes, hvis der skulle være plads. Og jeg prøvede at skrive mentale noter til, hvad der virker (eller ikke virker) - efter min mening. 

De kommer her: 

- tæl gæsterne på forhånd. Og tæl dem mange gange. 1 fra eller til gør en stor forskel, så vær lige sikker 🥸

- del gæsterne op i børn/voksne, når du tæller. 

- placer dem efter mobilitet - de gamle får ryglæn- og armlæn-stolene, de unge eller sporty (den går ud til dig, svigermor), kan godt kravle ind på slagbænken, mens børnene i år sad på.. gulvet. 

- tænk i de møbler du har. 
Et år sad vi på kommoderne i stedet for bænke. I år lagde vi en dug over vores trækasse af et sofabord, så børnene kunne spise ved det - og sidde på gulvet omkring det. 

- er der mange børn, så giv børnene deres eget rum. I år gav vi dem faktisk to; vores sofarum/soveværelse - hvor de spiste, og børnenes værelse, hvor de legede med al legetøjet. Ikke fordi de ikke må være sammen med de voksne, men fordi mange børn jeg kender får hurtigere klaus 😅

- legetøj og pynt (så vidt muligt) ét sted. 
Både fordi; larm, og også fordi ingen gamle skal falde i pynt eller balloner på min vagt.

- Brug altan/loftsrum som køleskab / opbevaring af drikkevarer.

- tag en lufter. 
I min familie har vi altid gået en tur til familiefester. Og det har jeg holdt fast i, selvom der er lidt langt ned fra 5. sal, og det virkelig tager sin tid at får 20 mennesker ud af døren. Men. Lidt luft og et bes�
    .. lever af at designe strik. .. har aldrig haft .. lever af at designe strik. 

.. har aldrig haft en drøm om at blive designer. 

.. har altid haft en drøm om at være en ‘fri fugl’. 

.. har aldrig været mere rolig i mit arbejdsliv. 

.. slæber altid ustyrligt. 
Kan.ikke.pakke.småt. For hvad hvis der lige bød sig 2 min til at strikke eller læse eller skrive et par noter i mine 5 notesbøger? 

.. er kæmpe tidsoptimist. (Måske det hænger sammen?) 

.. øver mig i at blive mere tidsrealist. 

.. er mindre sikker på, hvordan de næste to år ser ud, end jeg har været de sidste 10 år..
    Men der er stor forskel på at være noget og at gør Men der er stor forskel på at være noget og at gøre noget. 

Den største kunst er dog at modellere opgaverne og måden jeg arbejder på til den jeg er. Så jeg trives bedst. Udvikler mig. Udfordrer mig selv. Og bliver ved med at have lyst og mod på det. 

Jeg har tænkt meget over forskellen på at vide, hvad man vil lave, og at vide, hvordan man gerne vil leve.

Jeg ved godt, hvad jeg laver. Jeg strikker. Jeg designer. Jeg skriver opskrifter. Jeg driver en lille virksomhed.

Men hvordan jeg gerne vil arbejde, har jeg brugt længere tid på at finde ud af.

Hvor meget skal der være plads til fordybelse?
Hvor meget skal jeg egentlig arbejde?
Hvornår er en arbejdsdag god?
Og hvordan sørger jeg for, at det kreative bliver ved med at være den sjoveste del af arbejdet? 

Jeg er stadig i proces. 

Men en ting, jeg har fundet ud af er, at selvom proces kan føles frustrerende at være i, er det også den del af mit arbejde, jeg holder så mega meget af - at alt hele tiden kan modelleres. Både hvad jeg laver og hvordan jeg gør det.
    Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv e Noget af det mest udfordrende ved mit arbejdsliv er, hvor meta det er. Jeg er min egen ansatte og min egen chef. Og mit chef-jeg har vurderet at mit ansat-jeg trives bedst ved at komme ud og blive luftet hver dag, at have en ‘arbejdsplads’ som jeg kan lukke døren til og gå hjem fra. Et sted hvor momsen, møderne og det kreative fokus både kan slippes fri og parkeres. Og tænk engang. Pludselig ud af det blå blev vi prikket på skulderen og så snart malingen er tør og døren er sat i, så flytter vi ind på vores eget kontor; mit chef-jeg og mit ansat-jeg, og alt garnet 🐻
    For et par år siden var jeg sikker på, at vi skull For et par år siden var jeg sikker på, at vi skulle flytte.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide vores hjem eller det at bo småt. Men fordi jeg pludselig - og meget overdøvende - begyndte at savne noget, vi ikke har: at kunne gå direkte ud i noget grønt.

Og så fik vi en altan. 

Den er ikke stor. Men den gav mig noget, jeg havde mere brug for, end jeg anede; Luft. Lys. Og overraskende meget himmel.

Jeg savner stadig det grønne. 
Og med min kærlighed til altanen, er det også blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg elsker det grønne. Planterne. De små spirer. Alt det jeg kan få til at gro frem, og som gror frem helt af sig selv. Seriøst, det er jo magi!

Men jeg er meget bevidst om, at jeg måske ikke behøver det hele på én gang. Og at jeg prioriterer på vejen derhen:

Dét at bo småt og billigt blev ikke bare et vilkår, men et meget bevidst valg om at give os selv den frihed, som kommer med økonomisk frihed og tryghed - midt i at jeg prøvede noget ok shaky af; at bygge mit eget arbejdsliv op. 

Og den økonomiske ro der følger med det at bo småt heroppe på 5. sal, har været enormt afgørende for, at jeg har turde prøve mit frie arbejdsliv af på så mange måder:

Frihed til at arbejde på den måde, jeg gerne vil.
Frihed til at have børnene hjemme de første år.
Og også frihed til ikke hele tiden at skulle have mere. Men at tænke; hvad er det bedste liv for os. Lige nu. 

Og lige nu tænker jeg:
Vi bliver lidt endnu 🤍
    Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk Jeg bliver seriøst lige begejstret hver gang; tænk, at planter kan lave plantebabyer så let? En uge er alligvel også en rekord herhjemme. Og med det her vejrskifte, men de mange lyse timer stadig, er det måske perfekt timing for at stiklinge-amok? Jeg synes i hvert fald det kalder på grøn begejstring indenfor. 

Denne gang lavede jeg stiklinger af vores ‘mølplante’ - som vel egentlig skulle hedde anti-mølplante, fordi den eftersigende holder møl væk. Om det virker, ved jeg ikke. Men livrem, seler og en plante og alt det der. Nu håber jeg bare, at stiklingerne kan stikke i vejret i deres jordpotte, så de bliver klar til at flytte hjemmefra og med ind på vores nye kontor om et par uger 💚

#urbangardening #livetpåfemte #compactliving
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in