Tip: Når man presser en citron..

Det er tirsdag. Og det betyder tid til et tip. Men somme tider er tiden knap. Med små børn (…med arbejde. Med eksamensræs. Med hvad som helst), hvor lette hurtige løsninger er rare at have i ærmet.

Dette er altså et tip jeg bruger, når det lige skal gå lidt stærkt med at presse en citron. I bogstaveligste forstand. I stedet for at finde citruspresseren frem, eller at samle kernerne op af væsken efter at jeg har presset, ja, så gør jeg følgende:

– pres citronen med den ene hånd, og lad citronsaften løbe igennem dine fingre på vej ned i skålen. På den måde fanges kernerne mellem fingrene.

Det var helt simpelt bare dét tip jeg ville give i dagens anledning 🙂

On another note, eller vel egentlig ret meget samme note, vil jeg lige give et lille pip om, hvordan jeg har haft det de sidste uger. I dén forstand har jeg nemlig følt mig som en presset citron. Jeg vil gerne på forhånd undskylde, hvis du finder indlægget for billedsprogspræget. Jeg tror vist ikke, at der kan herske nogen tvivl om, at jeg har gået liiidt for længe alene med nedenstående tanker. Haha.

Jeg fik ret hurtigt fik kolde fødder over sidste (forrige?) uges udgivelse. Jeg følte mig som en sur citron, da jeg skrev det. Og ved du hvad? Der skete hverken værre eller bedre end, at jeg kort derefter blev til en presset citron. Ikke en sur slags, men stadig en citron dog. Presset blev jeg af sygdom. Omgangssyge for at være lidt mere specifik. Det ramte os for næsten to uger siden, og jeg har først nu en følelse af, at solen når igennem skyerne. Omend solen altså har skinnet hver dag siden, hvis vi ser på det helt objektivt.

Overskuddet og tiden på egen hånd har været minimalt. Naturligvis. Og dét klager jeg ikke over. På sin vis føler jeg mig som en soldat præcis på min plads i kæden, når sådan en omgang nedlægger os. Vi er i krig sammen. Under belejring. Vi kæmper for at komme helskindet igennem. Og når vi så når igennem, så føler jeg faktisk, at en medalje (til hver og én) er på sin plads. Hvis dronningen ringede, ja, så ville jeg faktisk ikke tænke, at det var ufortjent.

Der er noget befriende i sådan at blive sat på prøve, når man i forvejen føler sig prøvet. Lige nøjagtigt når det går op for én, hvilket tog vi er kommet med, så er den første tanke oftest “Årh nej! Jeg er ikke sikker på, at jeg kan.” Men ret hurtigt, så viser det forløsende sig; der varét gear mere. Et gear, jeg ikke kendte til. Når toget så har forladt perronen, og der ligesom kun er én vej frem, ja, så er skifter min indstilling; “Dén her. Dén klarer vi.” Og jeg smøger i bogstaveligste forstand ærmerne op. Fordi hvis ikke deter at være forælder, at være placeret med fødderne solidt plantet i en mudret slagmark (undskyld billedet), hvad er så?

På den anden side af det hele er jorden gødet. I overført og bogstaveligste forstand. Når slaget er slået, og sygdommen er nedlagt, ja, så spreder de små nye spirer sig. Og perspektivet ikke mindst. Perspektivet på, at alt går den rigtige vej. At hvis man kan nedlægge den slags.. Så kan man nedlægge det meste. Og med ét er jeg ikke længere en citron. Nej, pludselig går det op for mig, at jeg faktisk ikke var en citron på noget tidspunkt. Det hele smagte bare lidt af citron. På den anden side af det hele er det faktisk forår. Og pludselig smager det hele lige pludselig mere af appelsinsaft.