På den anden side af væggen…

Jeg sidder her igen. Ved spisebordet i vores stue. I soveværelset er min mand ved at putte vores datter. Adventskransen og kalenderlyset er stadig tændt, og den eneste lyd i vores lejlighed er uret på væggen der tikker. Bortset fra at jeg ikke kan høre det. På den anden side af væggen hører de julemusik, synger højt med, griner og larmer. Det er glad larm, og det har varet i time vis. Der er gamle mennesker som fortæller historier og små børn, som hele tiden vil synge julesangene (igen, igen, igeeen). De synger skiftevis alene, sammen med anlægget og sammen med hele forsamlingen. De børn har det godt! Den lyd der kommer fra dét hjem er så fuld af liv og glade dage, og LIGE som julen skal være, jo.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har følt mig SÅ træt, som jeg gjorde kl. 19 i går. Jeg kunne knap holde mine øjne åbne. Så jeg holdt fri – fri fra bloggen, fri fra specialet, fri fra pligter. Bare fri. Jeg var træt. Og jeg gik i seng.
Jeg er egentlig ikke træt af opgaven. Ufatteligt nok synes jeg stadig, at det er spændende (sådan overordnet set (korrektur: Få styr på dig selv!), lad mig nu ikke virke mere hellig end hvad sandt er). Meen jeg er træt af, at den hele tiden hænger over mit hovede. Den hænger liiige over min højre skulder hele tiden. Som djævlens advokat: “Har du nu heeelt styr på det?”, “Har du husket at anonymisere bilagene?”, “Hvad med abstract, skal du ikke også skrive det?” OG “Synes du egentlig selv den indledning er catchy??”

Såå.. Julefesten (som den 30 cm. fra mig) må vente. Til næste weekend. Jeg glæder mig! Til virkelig dejlig mad, til ubekymret musik, fest og glade dage. Til at kunne gå tidligt i seng og stå sent op (mens bedsteforældrene står tidligt op og laver havregrød for os), uden at blive stresset. Uden at føle, at jeg kunne have brugt tiden på opgaven. Til at løbet er kørt. På den gode måde.

Det bliver så dejligt, så dejligt, så lettende.

Jeg glæder mig til, at denne opgave letter fra mine lidt tunge skuldre.

Snart – meget snart!