Om at være tidsoptimist

Min studieveninde kaldte mig altid for tidsoptimist. Og hun har ret.
Jeg er som oftest meget optimistik tidens muligheder. Derfor kommer jeg oftest for sent: Jeg troede jo at jeg kunne nå det hele. Det kunne jeg ikke 😉

Det samme gælder, hvis jeg har fået penge tilbage i SKAT. Jeg når altid at bruge dem mindst seks gange i mit hoved før de er kommet ind på kontoen; sådan en ‘årh, dét kunne jeg OGSÅ bruge dem til…’-tankeflugt. Men jeg nyder det. Jeg elsker, at der er en masse uforløst potentiale i penge så vel som tid. Alt det der er muligt.

Følelsen af det tidslige potentiale griber mig meget ofte lørdag morgen. Og det samme gælder denne weekend: Alt det jeg kunne nå…

Hvis altså ikke jeg lige nu bare sad på sofaen og skrev her 😉

Jeg har håb om ekstra hylder op i køkkenet, om hylde-arrangement i stuen, om ophæng af bogkasser, ophæng af billeder og eventuelt om-arrangering af soveværelsets opbevaring. Yes. Intet mindre. Drømmer jeg om. Men man må gerne håbe. Ellers sker der vel slet ingen af delene? Måske får jeg klaret tingene. Måske sker noget af det. Lige nu virker alt muligt – første formiddag i weekenden, koppen er varm og klokken siger endnu Mads og Monopolet.

God weekend! Må den potentielt blive både produktiv og helt igennem afslappet.