Noget af det, jeg kommer til at savne ved at være gravid.

Til nogle tider, har det måske virket som om, jeg synes, at det har været lidt hårdt at være gravid. Og indrømmet: det har været en mere prøvet graviditet denne gang. MEN der er virkelig også ting, som jeg gruer for at skulle undvære. Ting, som jeg i skrivende stund forsøger at snuse til mig i fulde drag, fordi jeg snart ved, at en æra er slut. Hvor jeg aldrig igen vil have (dette eller noget?) barn i min mave.

Her er de ting, som jeg virkelig, virkelig kommer til at savne ved at være gravid:

• At være SÅ tæt på min baby.
  Årh, hvor er det altså bare ubeskriveligt at være den tætteste på baby. Det er syret at mærke spark mod sin rygrad, eller i stilhed at mærke barnet vende sig, men det er også helt særligt. Helt særligt at have et lille væsen så tæt på sit hjerte. Så tæt på, som kun ens børn rent fysisk kommer.
• At have baby for mig selv.
  Fordi baby er i min mave, har jeg stadig barnet for mig selv. Og jo, jeg glæder mig til at babys far og søster kan kysse på ham/hende. Og at vise det frem til familie og venner. Til at se det. Men. Der er også noget helt skørt ved, at skulle give sit barn ud, når nu man alene har båret det i 9 måneder. Jeg gør det gerne, men jeg husker det ikke som om der gik mange sekunder før jeg savnede at have baby helt tæt på mig, sidst jeg skulle dele et barn med andre, som jeg havde født. Jeg nyder lige nu derfor ikke at skulle dele. Ikke at skulle savne. Det er LIGE her, hvor jeg har det hos mig altid.
• At vralte.
  Haha. Fra starten af, lagde jeg denne gang mærke til, hvor lidt gravid jeg var, før jeg rent faktisk begyndte at vralte. Dels fordi jeg havde ondt, men også fordi den struttende mave ligesom indbyder til det. Jeg nyder faktisk lidt selv at kunne vralte afsted uden nogen ‘dårlig samvittighed’ over, hvordan jeg ser ud, bevæger mig, eller hvordan folk tænker om den måde jeg går på. De kan jo se årsagen. Helt åbentlyst. Anderledes er det altså, når man går med en barnevogn. Der er ingen, som rigtig kan se, hvor længe siden det er man har født. Derfor nyder jeg nu at storvralte. Fordi det er det mest behagelige/mulige for mig. Og fordi ingen kigger skævt til det.
• At ae min mave.
  At kunne sidde med hånden på maven. Jeg holder faktisk ret meget af min mave – gravid eller ej. Det er en kropsdel, som jeg er ret godt i zen med, og dét nu at have et carte blanche til at holde på den, mærke på den og ae den, det er faktisk lidt fedt. Jeg tror, jeg kommer til at savne det. Særligt fordi min mave (om nogen kropsdel) vil trænge til lidt kærlighed efter fødslen.
• Al den opmærksomhed.
  Igen selvmodsiger jeg mig selv. For jeg har også haft lidt svært ved al den opmærksomhed. Men som med alt andet, er det ikke sort-hvidt. Jeg kommer garanteret til at savne, at folk spørger mig, hvordan jeg har det, og i stedet spørger til baby. Og at folk rejser sig for mig i bussen. Årh, hvor jeg gruer for den første bustur, hvor folk ikke kan se, at jeg lige har født. Jeg var seriøst ved at besvime på en af mine første busture sidst, fordi der ingen pladser var. Man burde faktisk (som med vraltenen) have et skilt, som man kunne sætte på sig, hvor der stod: “jeg har lige født”. Gå gerne af vejen, hold gerne døren. Pas på mig, hvis du har overskud.