Når regnen siler oppe på taget…

Regnen falder oftest på et tørt sted for mig. Den giver mig simultant en følelse af RO og effektivitet. Som om den beordrer “gå i hi med dét der virkelig betyder noget”. Så det gør jeg. Denne morgen. Jeg har sat mig ved min yndlingsplads med udsigt over Nørrebros tage, og skænket mig selv en varm kop kaffe. Tændt et stearinlys.

I weekenden stiftede jeg dog bekendtskab med falsk regn. Noget som havde iklædt sig det dryppende regnkostume, men som skabte alt andet end ro og hi. En regn som ville ind. Som ville sile hele vejen ned i vores lejlighed. Og det gjorde den. Fredag aften kom jeg hjem, og syntes, at der lugtede mærkeligt i vores entré. Jeg forsøgte at identificere lugtkilden, men uden held. Lørdag morgen ramte det mig. I bogstaveligste forstand. På vej ud på toilettet blev jeg mødt af dryp fra oven. Ikke ægte regn. Ikke tilnærmelsesvis regn. Men gullige dråber, som landede på vores gulv med 2,5 sekunders mellemrum.

Det føltes lidt som dråben. Dråben i bægret, som i forvejen var på kanten af kanten. Jeg forsøgte ihærdigt at bevare den rolige weekendidyl, og deri følte jeg mig egentlig ret vellykket, men her til morgen, hvor mandagen igen er indtruffet, slår det mig; uoverskueligheden.

Jeg VED, at der er større ting at bekymre sig om.

Men det er netop dét der er sagen: Der er så meget andet at bekymring. Sygemeldinger, sygdom og ikke mindst et lille nyt liv, som jeg så gerne vil give den tryggeste og mest rolige start på livet. Ved at være klar. Og parat. Og det er jeg rent emotionelt, men rent fysisk? Langt fra. Og da slet ikke i et fugtskadet hjem, uden en indretning som passer til to børn. Vi er rundforvirrede over, hvordan vi skal bygge vores rede. Og nu skal endnu et hold håndværkere redde vores gennemfugtede loft og vægge samtidig. Samtidig med at et alt for højt antal af vores familie bliver eskorteret ind og ud af sygehuse. Det er bare lidt for meget. Den falske regn, som sev ned i vores hjem i lørdags, føles her til morgen som et symbol på, at meget lige nu gennemvædes af dårligdom.

Og den ægte regn derude for mit vindue? Den virker til at vise, at det er okay lige at fælde en tåre. At den græder med og for os. At det er tid til lige at stoppe op, putte sig ind i en lille hule og mærke efter, at det hele ser lidt gråt ud. Og at det er okay. For regnen stopper. Og himlen klarer op. Det gør den jo altid. Men lige nu.. Lige nu regner det fra en grå himmel.

Husk, at du er velkommen til  at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst.