Tilbage på skamlen – for sidste gang?

Jeg er tilbage på skamlen. Skamlen, hvor jeg i så mange timer har siddet og skrevet og læst. Særligt i forbindelse med eksaminer. Og som det seneste mit speciale. Nu er jeg tilbage igen. For at skrive (mit livs sidste?) eksamen. I al fald den sidste på dette studie. Så er jeg færdig. Udskrevet. Done. Det har været svært, og det er fortsat svært, at samle mig.

Egentlig er alt som det plejer fra min lille pind. Udsigten er den samme, computeren den samme, mine overspringshandlinger de samme og kaffen kold. I forhold til i vinters er solen dog lidt ekstra skarp – det er sommer nu – og det er derfor overlagt, at kaffen er kold. Det er iskaffe. Og som belønning for, at jeg bare har sat mig ned, har jeg allerede fortæret halvdelen af det påskeæg, jeg tilfældigt fandt i vores krydderiskuffe. Alt er som det plejer.
Udover chokolademotivationen, er motivationen der faktisk også. Til at skrive, analysere og fordybe mig igen.
Til for en stund at være studerende. For ej, hvor jeg dog har elsket at være studerende. Være i evig oplæring, og få udvidet mit univers. Og jo, det kan man godt på en arbejdsplads. Dét ved jeg af erfaring. Men det er alligevel på en anden måde, når man studerer. Fordi der netop er tid til at studere. Studere tekster som folder sig ud for mig, så jeg efterfølgende ser alt fra en lidt anden vinkel. Verden har tit åbnet sig for mig lige her på min pind. Sådan har jeg i al fald følt det.

Der er derfor også noget angstprovokerende over at skulle afslutte. For hvem er jeg, når jeg ikke er en studerende mere? Tænk, hvis jeg har glemt, hvordan jeg gør? Tænk, hvad jeg skal gøre den dag jeg er helt “fri” fra disse tvungne refleksionspauser? Hvad skal jeg dog gøre uden dem? Kan jeg leve uden dem?

For jeg er godt nok det helt samme sted igen, som for et halvt år siden. Rent fysisk, i mit hjem. Men samtidig er alt også lidt anderledes. Jeg arbejdet igennem i et halvt år – for første gang helt dedikeret og som min primære beskæftigelse – siden jeg havde sabbatår efter min studentereksamen. Min krop er anderledes og dermed også lidt mere bekymret nu end dengang. Jeg er lidt en anden, end sidst jeg er her. Fordi der sker ting over tid. Med verden, men ikke mindst med mennesker.

Måske er det derfor det er så svært for mig at skrive på opgaven?
Fordi jeg faktisk trækker det i langdrag – lader tiden stå lidt stille for en stund. Suger det ind. Nyder. Så længe jeg kan endnu.