Mandagsskørheder

I løbet af de seneste par uger har jeg set et par skøre ting i bybilledet. Eller måske er ‘skør’ slet ikke det rigtige ord. Særligt ikke for to af dem. De er nok nærmere bare overraskende befriende. Scener som fik mig til at trække på smilebåndet. Derfor tænkte jeg, at jeg frem for at dele min uge, ville dele små glimt, som altså har lyst lidt op i min hverdag og i min erindring, sådan som jeg er kommet i tanke om dem efterfølgende 🙂

• Da det endnu var den aller koldeste del af årets forår, og det sneede og blæste som gjalt det livet, så jeg en kvinde komme cyklende. Jeg havde netop fået et snefnug i mit eget øje, og cyklede med én hånd på styret for med den anden at gnide det ud. Og da hun så kom i mod mig, virkede det så simpelt, så simpelt. Løsningen på mit ‘problem’. Hun kom nemlig cyklende i uldfrakke… og med skibriller på. Uden på sine almindelige briller. Jeg trak på smilebåndet og trak det sidste stykke hjem med mit efterhånden ret røde øje. Gid jeg havde dog havde tænkt tanken selv. PÅ med skibrillerne, hvis det er nødvendigt, da 🙂
• Jeg tog mig en morgen en stille stund på en café. Sådan som jeg godt kan lide det engang i mellem. Alene. Mig, min kaffe og en avis. Lige at falde ned i gear, inden dagens mange gøremål begynder for alvor. Da jeg var ved at være færdig med min varme kop, fyldtes caféen af en større gruppe mænd. De placerede sig resolut ved siden af mig, og omend jeg samlede mine egendele lidt, så blev jeg altså siddende. Man kunne måske tro, at det overraskende i seancen var, at de indtog kage kort efter (hvad der lignede) en form for kollektiv sportslig aktivitet. Og jo, det fik mig da til at smile. Men mest af mig selv. Det var fortjent, jo. Men det der overraskede mig mest var, at disse mænd (som tilsyneladende ikke var de bedste venner i verden), brugte hinanden som (netop) bedste venner. Der blev spurgt om overfladiske ting, som hvor er det nu du bor, men også delt årsager til brud i relationer eller beskrivelser af det mest fantastiske ved at være far. Og ærlig talt. Jeg blev rørt. De havde sådan en sammenhørighed. De ville hinanden. Og brugte hinanden, sådan som vi mennesker gør det bedst. Og jeg blev siddende. Jeg ville suge til mig. Jeg følte mig inviteret ind i noget helligt. Et mandetempel, hvor alt kunne deles, og alle blev passet på. Jeg håber, at jeg også må være med næste gang.
• Den sidste spidsfindighed skete også på cykel. Imod mig kom for nylig en ældre dame på en ladcykel. I ladet sad en mand, gemt bag cyklens presseningen. Min overraskelse var ligesom delt i tre. Først blev jeg overrasket over at se en kvinde i dén alder på så stor en cykel. Dernæst blev jeg overrasket over at se, at der var placeret en mand i ladet på cyklen. På samme alder. Mindst. Og det tredje element af overraskelse bestod i, at han var i en mondering af gammeldags pilotbriller..
  Jeg kom sådan til at tænke på flyvende farmor. Eller på filmen “The Bucket List”. Lige dér på den grønne sti fløj en kone (antager jeg) afsted med sin mand, i hvad der lige så godt kunne have været hans egen flyvemaskine.