En mor har også brug for en mor

Jeg har en helt særlig mor. Hun har altid givet mig plads, rum og mulighed for SELV at tænke. Hun har stillet mig store spørgsmål for aldrig selv at følge op med et svar.
Min far er helt omvendt. Han taler om følelser, har brug for at sætte ord på alt. Sådan er min mor ikke. Hun ser de store linjer, og stiller man hende et spørgsmål, kan hun godt bare svare “det skal jeg lige tænke over” og så blive stille.  I flere dage. Og så vende tilbage. Måske.

Derfor var det også vildt da min mor en dag ringede til mig, og sagde, at hun havde tænkt over noget. Det hun havde tænkt over var, om grunden til at min datter var lidt i underskud af energi kunne hænge sammen med, at hun ikke sover så godt om natten. Om det simpelthen kan være ren søvnunderskudet der rammer, når hun pludselig bare vil kramme? Jeg svarede (naturligvis), at dét tænkte jeg, at hun havde ret i, og at jeg synes det var svært at finde ud af, hvad jeg skulle gøre for, at hun kom til at sove bedre. Min mor svarede, at hun kun kendte de tricks hun vidste vi brugte allerede..

 Som jeg gik dér og talte om min datters søvn med min mor, følte jeg at vi havde nået et nyt plan i vores mor-datter-forhold. Et plan, hvor vi på en ny måde er i samme båd. Vi er begge mødre! Og vi har begge et lille menneske, som vi sætter over alt. Den ene af os er mor til hende, den anden af os er mormor til hende. Og det er særligt og dejligt sådan at føle mig som en ‘del af holdet’ med min mor, som ellers mest er sin egen.

Så da vi gik dér og snakkede, røg det ud af mig:
“En mor har jo også brug for en mor!“

Og dét har jeg så tænkt over siden. Hvor meget mere jeg faktisk har brug for min mor efter jeg er blevet mor.

Min mor var på forretningsrejse da jeg fødte, og om morgenen, da jeg indså jeg SKULLE føde snart (og jeg vidste, hun var på den anden side af jorden), græd jeg en lille smule og sagde: “Jeg KAN ikke føde uden min mor i nærheden.” (For mig ville der gå for meget af  vores par-oplevelse, min mand og jeg imellem, hvis jeg havde planlagt at hun skulle med til fødslen, så det var aldrig på tale, men hvis min mand (af uransagelige årsager) ikke nåede frem til fødslen, ville den næste jeg ville ringe til være min mor.) Og tanken om, at hun ikke var den første der ankom til fødestuen efter fødslen, giver mig stadig et jag i hjertet.

Jeg har endnu mere brug for min mor nu, hvor jeg er blevet mor. Jeg har brug for at spille bold op af hende. Brug for at læsse af, og brug for at føle mig som en datter af nogen. At jeg ikke alene er én der passer på, men også én der bliver passet på. Og så føler mig meget stolt over, at være på samme hold som min seje mor. For mødre er seje. Cool. Stærke. Det er min mor i hvertfald!

Jeg ved, at jeg taler ud fra et priviligeret sted. Min mor kom hjem igen. Få dage senere. Jeg ved, at ikke alle er så heldige at have deres mor, når de bliver mødre. Jeg ved, at det kan være næsten ubærligt at skulle blive mor uden at have en mor. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig den sorg det må være. Dette er altså ikke skrevet i et forsøg på at træde på de der mister. Eller har mistet. Nej, det er alene skrevet ud fra en følelse af, at være heldig. Og taknemmelig. Jeg værdsætter det alt jeg kan! Særligt for jer, der ikke har en mor som kommer hjem lige om lidt.. Det er ingen selvfølge.

Jeg føler mig heldig over at være mor, og heldig over at have en mor.