Klink skårene med guldlim…

Året der gik har budt på lidt af hvert. Store og dejlige ting er sket. Et barn er eksempelvis blevet formet og født. Mit barn. Min ældste er begyndt at tale. Og dermed udfolder sig en hel ny verden sig for mig.. Året har dog også budt på slag og skår. En bekymringsfuld graviditet blandt andet – og dermed et lidt nyt blik på mig selv, og det hylster jeg nu engang kalder min krop. Og så har jeg sagt goddag og farvel til et så vildt og vidt begreb som døden. Jeg er i fortsat proces om at lukke det hul, som han har efterladt. Eller i hvert fald sætte et plaster på.

For nogle måneder siden slog jeg i bogstaveligste forstand en urtepotteskjuler i stykker. Og dét min yndlings af slagsen. Jeg gemte resterne i håb om at kunne lime dem sammen igen, og kort efter, ja, så hørte jeg det niende afsnit af “Sitter”-podcasten. Med mit år (og bevares, min hormonmængde) i baghovedet, blev jeg overraskende rørt over at høre deres fine beskrivelse af psyken som en vase hvis skår skal limes sammen igen… Jeg følte mig ramt, rørt og beskrevet.

Og pludselig var der ingen vej tilbage: Jeg måtte lime min urtepotte sammen med guldlim. Både fordi jeg i den helt håndgribelige forstand gerne ville gøre min urtepotte mindst lige så fin som før. Men mest af alt fordi jeg i den overførte betydning trænger til at samle nogle tabte stumper op af mig selv.. Og på den måde håber jeg, at denne urtepotteskjuler vil stå som en god reminder om, at behandle hvert lille stykke af mig selv med ømhed og guldlim… Jeg skal nok blive hel igen. Det tror jeg på!

Her er hvad jeg gjorde:

– Først sørgede jeg for at have noget jeg gerne ville beholde, som altså var gået i stykker. Jeg opfordrer ikke til at slå noget i stykker med vilje, men derimod til, at dét du vil reparere faktisk er noget, du gerne vil beholde. Jeg tror – som den hyppige læser vil vide – på, at det kun er værd at beholde de ting, man rent faktisk holder af.

– Dernæst tog jeg en ikke-vandopløselig lim og blandede den med finkornet guldglimmer. Det ikke-vandopløselige er i særdeleshed vigtigt da jeg arbejdede med en urtepotte, som naturligt vil komme i kontakt med fugt. Glimmeren er købt for meget få skillinger i den lokale boghandel.

– Dernæst satte jeg mig og fandt ud af, hvordan resterne passede sammen. Jeg tog derefter ét stykke ad gangen, og penslede glimmer-limen på kanterne. Lim på den måde dit objekt sammen ét stykke ad gangen.
Jeg siger dig, det er faktisk så terapeutisk som det lyder 🙂

– Lad det derefter tørre godt igennem – og sørg for at positionen som objektet tørrer i holder ‘brikkerne’ korrekt på plads. For mit vedkommende var det en liggende position.

​Må nytåret blive fuldt af guldglimmer for jer og for mig.

Kærligst S