Jeg vil sidde her og trække vejret dybt

Hele hytten sover. Jeg er oppe.
Hvordan blev jeg så heldig? Jeg tør næsten ikke sige det højt, i frygt for at jinx’e det; mit barn sover længe (!)
Og lige om lidt får jeg endnu et barn. Haha. Jeg har vel ret beset selv jinx’et det på den måde ?
Så jeg nyder, så længe det varer. Snuser ind. Af morgenroen.

Jeg har altid elsket morgenerne. Jeg har endda før skrevet om potentialet i en ny dag, som jeg elsker så højt.

Men der er også noget andet omkring morgenerne. Særligt de tidlige af dem.. Helt specifikt er jeg rigtig glad for tidsrummet mellem klokken 7 og klokken 8. For mig føles det lidt som et vakuum af tid. Inden dagen rigtig tæller. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg blive helt ærgerlig, hvis jeg en sjælden gang vågner efter klokken 8. For så missede jeg jo det gyldne tidsrum den dag!?

Det er dét tidsrum, hvor jeg kan fyre alt af eller sidde og sumpe. For egen regning. Uden at det tæller. Det er som om ingen forventer noget egentlig før klokken 8, og det er ret befriende. Inden da, er der Ingen der forventer et svar, en status eller…
Det er først efter klokken 8 at tidstagningen tæller. At kapløbet begynder: Når vi det til tiden? Møder vi til tiden? Svarer du på dine beskeder? Er du produktiv? Er du der?

Siden vi kom hjem fra ferie, har det føltes som om at hvert minut talte. Fordi jeg ikke alene har en baby som nu kan poppe når som helst, men også fordi vi havde et dryppende loft, et barn, som endnu ikke kunne sove trygt afskærmet fra os (og den kommende baby), fordi: utallige lægebesøg. Og nu? Nu er alt okay. Vi nærmer os “terminsgrænsen”, væggen er oppe, og døren kan (næsten lukkes). Nu. Nu siger lægen: Hvis du går i fødsel, så siger vi altså bare NÅHH… Loftet som var gennemvæddet er tørret og vi venter blot på de sidste håndværkere. Fagfolkene – på alle områder – giver slip på os. Lige så stille løsner de deres stramme greb.

Så jeg snuser ind og ånder ud.. Dybt og længe. Forsøger at nyde frugterne af alt dét, som har været så bekymringsfuldt. Og som jeg ville ønske slet ikke havde været bekymrende i første omgang. Men giver slip på dén følelse. For der er intet at gøre ved det. Det var sådan det var, sådan det blev. Og det gør også, at jeg ser på det hele med de øjne, jeg har nu. Nu bliver det så meget andet end bekymret. Det bliver trygt, rart, roligt og i mit tempo.

Fordi jeg vil sætte mig i førerummet. Uden at tage nogen særlig føring, men bare sidde og kigge ud over det rolige vand. Indtil jeg mærker bølgerne nærme sig. (Fødslen. Men mere om dét en anden dag…)

Jeg ville med andre ord bare lige kigge ind og sige, at jeg håber, at I får en masse af sådanne morgenstunder. Eller tidspunkter med en følelse af vakuum og tid i ferien her. Og hvis ikke I har ferie, at I får det alligevel.

For ej, hvor det føles godt at trække vejret helt ned i maven.