Jeg glædede mig til december. Nu græder jeg over den.

Jeg skrev dette indlæg i sidste uge. Jeg turde ikke udgive, fordi “græde” lød som en overdrivelse. Jeg fældede tårer, da jeg skrev det. Jeg græd ikke. Men så kom livet, og slog mig i mit ansigt, min mave og mit hjerte. Nu lyder “græde” som en underdrivelse. Én af mit livs største kærligheder blev taget fra mig. Fordi det var det bedste. Det tror jeg. Men det gør ondt alligevel. Uendeligt ondt. Fordi jeg savner. Og altid vil savne ham så inderligt, at mit hjerte lige nu føles til ikke helt at kunne bære det. I dét lys synes jeg alligevel, at indlægget skal udgives. Fordi det rammer noget, som lige nu er så svært at sætte ord på: Sorgen. Sorgen, som nogle gange også er en del af livet. Selv midt i lykken over lige at have født en ny livskærlighed ❤️

Jeg har glædet mig så inderligt til julen. Særligt fordi jeg vidste, at jeg ville være lige her, hvor jeg er nu. Med mit andet barn i mine arme. Mit lille barn. Jeg er her, hvor jeg drømte om at være. Lige nu. Jeg er taget mere med storm end jeg havde turde drømme om. Ja, jeg tror faktisk, jeg er lykkelig. Og dét vil jeg gerne lige lade stå helt for mig selv.

Jeg føler mig heldig til helt op over og ud af begge ører. Punktum.

Når man er mig, har lykke dog også en bagside… Det er ikke for at være melodramatisk eller pessimist. Nej, det føles lige så ægte og naturligt som lykken gør. Jeg taler om frygten for, at lykken forsvinder. Jeg kan godt fortælle mig selv, at det er hormonerne. Det siger mange kloge mennesker. Jeg er dog overbevist om, at det er mere og andet end dét også. Uanset hvad det er, så er det som med redebyggeriet, at følelserne ikke mindre ægte af, at der er sat et biologisk label på dem. Tvært i mod. De dér biologiske følelser, de lægger mig ned. I bogstaveligste forstand.

Jeg græder derfor mere end sædvanligt for tiden. Af lykke det meste af tiden. Af et lille smil. Ved tanken om alt det gode jeg har. Alt det gode jeg har haft. Og alt det der er i vente. Men somme tider også af frygt for alle de sandkorn i min families lille timeglas, som løber ud mellem mine fingre. Jeg vil ikke have det! Jeg har lyst til at råbe så glasset i timeglasset springer, og jeg kan holde mine små hænder ind under sandstrålen og gribe alle de små sandkorn. Stå og holde dem tæt. Og stoppe tiden.

For med december kommer også en ny tid. En anden måned end den jeg fødte i. En ny situation, hvor vi ikke er to på barsel herhjemme, men kun mig. En højtid, som altid går lidt for stærkt. Et barn som vokser sig for stor for hurtigt. En baby som bliver mere og mere et barn. Og mig, som ikke kan følge med. Som ikke vil følge med. Som bare vil slå hælene og hovene i, og bremse hele hestevognen. Men hovene kører derudaf. I fuld galop. For sådan er det med tid. Den går og går… Det har jeg selv lært i den første gåde, jeg lærte udenad.

Men jeg ved ikke, om jeg vil være med til den leg. Nej. Så vil jeg hellere bare sidde her og lege at alt står stille. For en stund.