Hvad er det med det første spadestik?

… Det kan virke mega angstprovokerende lige som man står og kigger ud over kanten. Alt det der kan gå galt. Man ved jo hvad man har, men ikke hvad man går ind til. Når så der bliver taget hul på bylden, så er det som om jeg er lige ved at eksplodere af begejstring, af iver over at turde, men også efter at fuldføre opgaven.

Jeg har gennem de seneste (mange) år som studerende forsøgt at meta-analysere min (foretrukne) arbejdsproces lidt. Mest i forhold til at blive klogere på, hvad der fungerer for mig, men også sådan at jeg kan bruge det arbejdsmæssigt. Som jeg fortalte om i sidste uge, får jeg virkelig ofte nye idéer. Lidt for ofte, hvis du spørg min mor eksempelvis.. OG jeg kan blive helt høj af at starte noget op. Eksempelvis sidder jeg pt. med det største DIY jeg til dato har kastet mig ud i, som billedet viser glimt af (ja, jeg teaser, men jeg vil altså først vise det helt når jeg er færdig!) Og jeg bliver så begejstret, at jeg – når det naturligt må holde en pause, starter alt muligt andet op. Jeg får sådan en følelse af kom bare an – jeg kan klare alt, jo! Så det betyder at jeg kan springe fra den ene opstart til det andet. Og det er ikke ALTID helt fordelagtigt.

Det ‘svære’ for mig, er at have tålmodighed i processen. At have tålmodighed til at sætte mig ned og ‘lægge puslespillet’. Jeg elsker brainstorms, kasten om sig med idéer, drømme og visioner. Det hele kunne blive så godt. Og jeg kan sagtens sætte mig ned og starte op. Og fyre den af – helt til midt på natten. Dagen efter er det dog lidt sværere at hive mig selv op. Der er godt nok også langt i mål-tanken slår mig. Tømmermændende, vel nærmest. Kan jeg bunde? Var det dét værd?

Som regel er det – for hvilket kick jeg får ud af det. Hvilken begejstring og ild. Derfor er dette sted som en legeplads for mig: Det er fyldt af små bolde i luften, som jeg – helt efter temperament og temperatur – kan fyre afsted. Fordi jeg virkelig godt kan lide variation i mit liv, lærer nyt, udtrykker mig (kreativt), så tror jeg netop at det er en god ting for mig at have små-opgaver løbende.
Nogen vil nok sige, at det er tæt på jordens dårligste idé at starte en blog lige når man skriver sit speciale. Jo, vel nok tager det tid, og distraherer også til tider. MEN for mig er denne blog – og alt hvad der følger med af DIYS, tanker, skriblerier, arbejde –  virkelig en motivation for mig midt i mit speciale-skriveri. Guleroden for enden, som lokker mig til at holde mig i gang i en arbejdsproces, som nok i bund og grund ikke ligger helt så meget til min natur..