For resten…

De springer op og ned, frem og tilbage mine tanker. Hvilket betyder, at hver gang jeg har skrevet én formulering, ja, så giver den ikke mening for mig den næste dag. Men jeg savner at skrive. At skrive mig ud af mine tankespind. At få bugt med alle ordene i mit hovede. At sætte ord på og sætte ord fri. Men lange sætninger kan jeg ikke lige nu. Fordi det er kompliceret. Fordi det er simpelt. Fordi det er svært.

Svært at holde mig vågen. Svært at få tid til. At sove. Svært at formulere. Derfor har jeg skrevet et par punkter ned. Måske giver det mening. Måske ikke. Men her er det i al fald:

For resten…

• Går det langsomt i mit hovede.
• Stavede jeg lige langsomt i to ord. Som i laaang somt.
• Blev det bemærket, da jeg sneg mig ud til en fødselsdagsfest, at jeg vist ikke kommer så meget ud.
• … Ved jeg stadig ikke hvorfor, at dét var så tydeligt.
• Eller også gør jeg. Jeg har SÅ svært ved at finde ordene, når jeg skal tale med voksne mennesker. (Har andre mennesker altid talt så hurtigt?)
• Svarer jeg derfor hurtigt på spørgsmål. Også selvom jeg ikke ved om jeg mener svaret. I dag blev jeg eksempelvis spurgt “om jeg savnede at være gravid”.. jeg svarede hurtigt “lidt” (og håbede, at samtalen lukkede der – fordi jeg følte mig presset på tid. Vedkommende svarede dog tilbage “.. ikke rigtigt, vel”, og jeg skyndte mig at svare “nej”. Jeg ved stadig ikke, hvad det rigtige svar er.
• Er jeg presset. Uden rigtig at vide hvorfor. Ud over to små børn, that is. Mit humør svinger. Jeg blamer manglende søvn, hormoner og store livsomvæltninger.
• Er jeg hårdere i munden end jeg plejer.
• Bliver jeg skuffet over mig selv, fordi jeg somme tider (ofte) føler, at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger.
• Forsøger jeg faktisk at nyde, at ingen har forventninger til mig lige nu i min barselsbobbel.
• Føler jeg mig heldig over at være blevet udvalgt til mine børns mor.
• Heldig er faktisk ikke et stort nok ord. Findes der et større ord med nogenlunde samme betydning?
• Synes jeg at det er svært at være mor til to. Som I… hvordan gør man??
• Arbejder jeg stærkt på ovenstående punkt. Dagligt.
• Skrev jeg i weekenden et indlæg om, hvorfor jeg føler mig som Wonder Woman (efter at have set Netflix-filmen), men turde ikke udgive det. Dels fordi jeg synes at det var for voldsomt at sammenligne barslen med en krigszone. Men mest af alt fordi jeg synes at skuespillerinden (hvis navn jeg har glemt og er for træt til at slå op og kopiere) er så smuk, at hun ingen som helst sammenligning bør udsættes for.
• Gav Wonder Woman-filmen mig lyst til at gå med løst hår noget mere.
• …Det prøvede jeg derfor i går. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg ammer.
• Tog jeg i stedet en gammel batman-t-shirt på i dag. Jeg håbede, at det ville give mig superkræfter og gøre mig til en supermor. Det skete ikke. Måske i morgen?
• Så jeg ikke hele filmen. Wonder Woman, that is. Fordi jeg gik i seng. Hvilket også gør, at jeg virkelig bør stoppe med at snakke om den film. Nu.
• Er jeg faktisk så træt, at bogstaverne begynder at danse.
• Godnat.