En mors hænder

Jeg kan huske, at jeg bemærkede dem allerede i børnehavealderen. Min mors ru hænder.

Når hun kom op ad bakken i sin lange røde frakke, løb jeg hende i møde med al min kraft, og lod min hånd glide ind i hendes. Min hånd passede ind i hendes varme greb som i en tryg handske. Jeg forstod det dog aldrig helt. Hvordan mon de blev så rug, hendes hænder? Hun har i al den tid, jeg kan huske, arbejdet fra bag en computer.

Da jeg begyndte at drømme om at holde en sød dreng i hånden, smurte jeg mine hænder i camferine op mod 20 gange dagligt. Jeg ville jeg være beredt med de blødeste hænder.. Hvis bare han ville holde mine hænder. Drengen blev senere min mand.

For få øjeblikke siden overvejede jeg, om jeg skulle sætte mig bag tastaturet for at skrive. Jeg vidste ikke, om mine hænder kunne holde til det. Om mine sølle ord er svieriet værd. Der er hul i dem op til flere steder. Af tør og hård hud, som er flækket. Det er ikke vinter længere. Det er ikke derfor. Jeg bærer mine børn en del disse dage. Disse uger. Disse år. Og det har altså sat sine spor. Særligt på mine hænder.

De arvede hænder, som for et årti siden blev camoufleret i cremer, gør mig nu stolt.
For det er ikke kun huden, jeg har arvet. Det er også titlen.
Jeg begriber nu, hvor den kom fra, den ru hud.
Man får ru hud af at være én som griber.