Kære efterår.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg gruede for, at det blev tid. Jeg havde lyst til at sommeren skulle vare evigt, og at vi skulle vente med at mødes lidt endnu. Men sådan gik det ikke. Det er vel også en del af charmen – at du ankommer selvom du ikke er indbudt. For du kommer altid til tiden – selv hvis jeg ikke føler mig helt klar endnu.
Du varslede dit komme, særligt i den sidste del af sommeren. Glimtvis så jeg skyggen af dig. Som for at forberede mig på, at vi ville ende med at mødes helt. Og allerede da, kunne jeg mærke en glædesfølelse kommende snigende. Som skød dine smukke røde blade frem i min mave. En hel uventet og overvældende følelse af potentiale. Forventningen til det betagende farvetæppe du bringer med dig. Forventningen til friskheden i mine kinder, som du bringer frem. For ikke at tale om alle de kopper kakao du vil give mig trang til, siddende med tæppet trukket godt op til næsen.
Så undskyld, at jeg holdt dig hen! Jeg havde glemt, hvor meget jeg har savnet dig. Ja, hvor meget jeg elsker dig. Jeg havde glemt, at det jo er i lyset af dig at både sommer, vinter og forår kommer til sin fulde ret. Du får dem til at skinne, lige som de får dig til at skinne som den klareste fuldmåne i natten. Jeg havde glemt, at det oftest er i disse måneder jeg finder mest glæde. Glæde ved de små ting, som den duft du bringer med dig, når dine tårer falder til jorden.
[…] .. elsker jeg sommeren. Men efteråret elsker jeg nu aller højest. […]