Første søndag i advent. Første december. Første jul, hvor ét af mine børn rigtig går op i konceptet. Første jul, hvor jeg faktisk tror på, at det kommer til at blive en rolig jul. Rolig fordi jeg har sat mig det for. Rolig fordi jeg ikke har de store planer. Men også rolig fordi jeg drømmer om at tage mig tid. Tid til dét, som gør mig glad. Og giver mig energi. Som eksempelvis at lave enkel julepynt. Det er også første dag i den jul, hvor jeg har stillet mig selv den udfordring ikke at købe ny pynt. Og i ugens løb betød dét, at jeg tørrede appelsiner og citroner, for at hænge dem op herhjemme. Som en slags juleguirlande. Da jeg lagde billeder af guirlanden på instagram, fik jeg flere spørgsmål, end jeg er vandt til, og jeg tænkte derfor, at jeg ville uddybe her:
DIY: Appelsinguirlande
Remedier:
- Et par appelsiner
- Evt. et par citroner
- Nål og tråd
Det går jeg ud fra, at du har:
- Bagepapir (en ovn og en bageplade)
- En kniv og et skærebræt
- En saks
Sådan gjorde jeg:
- Skær frugterne i skiver. På tværs af deres både. Note: Jeg oplevede, at skiverne blev bedst, når de var ca. 0,5 cm. Des tykkere de er, des længere tid er de blot om at tørre, så der sker ingen skade ved at lave dem tykkere eller tyndere.
- Læg skiverne på en bageplade med bagepapir på, og bag dem i (varmelufts)ovnen i 1,5 time på 100 grader. Vend skiverne halvvejs.
- Lad skiverne lufttørre i et par dage herefter.
- Træk nu en nål og tråd igennem skiverne, som vist på billedet nedenfor, og hæng snoren med tørrede frugter op, hvor du synes, at den vil pynte ?
Rigtig god søndag derude!
Må dage i dag blive lige så lys som dagen i går var. Og må den byde på en masse lækkert spiseligt. Det håber jeg i al fald selv på ?
Kærligst S
Husk, at du altid er velkommen til at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags <3
[…] passer faktisk ret så godt med dét, jeg allerede har på tapetet herhjemme. Jeg vil helt sikkert eksperimentere mere med tørrede appelsiner igen i år. Det er jeg slet ikke i tvivl om.. Måske endda krydret med andre spiselige sager!? Og derudover […]