Helt ubevidst kom en lille blog- og instagrampause snigende ind på mig. Jeg har haft rigeligt at se til med indkøringen af to styks børn i institution, men jeg har også haft brug til at give mig selv lidt luft. Luft til at være. Luft til at lade mig selv være. For jeg er god til at være efter mig selv. Og uendeligt god til at skrive lister. Men. De sidste uger har jeg end ikke holdt min kalender opdateret. Og det siger altså en del om, hvor meget har ladet mig selv sidde lige så stille de små 30minutters pauser, der har været hist og her i indkøringsfasen.
Og når sådanne større pauser fra at ytre sig på de sociale medier opstår, kan det nogle gange virke helt svært at komme i gang igen. Ligesom det kan være svært at få en stemme igang, når den har været tavs i lang nok tid. Eller at det kan være næsten umuligt at rejse sig op, hvis først jeg har sat mig godt til rette i sofaen efter at børnene er blevet puttet. Og hvis først jeg er bagud med vasketøjet, hooober bunken af ufoldet tøj sig typisk op over en længere periode. Så hvis først jeg har holdt mig væk fra at lægge noget op på de sociale medier, ja, så er det virkelig svært komme igang igen. Det kan næsten virke uoverkommeligt (som med oprydningen og vasketøjet). For hvornår er det overhovedet godt nok? Hvad vil jeg overhovedet sige? Og hvem vedkommer det egentlig?
Særligt det sidste har runget for mine ører de sidste uger. Måske fordi, at jeg har haft brug for at holde indkøringen til det private. Men. Med afstand bliver det også på en ny måde tydeligt, hvor skørt det føles at skrive ud om mit liv, mine tanker og mine projekter. Det er altid skørt og har altid været det. Men en pause understreger det, fordi jeg ikke “alligevel gjorde det i går”. Og i glimt kan jeg blive helt tør i halsen ved tanken..
Et billede af mit akavede fjæs og bunkerne af vasketøj. Nogle gange skal jeg minde mig selv om, at jeg startede bloggen her anonym og ikke viste hverken ansigt eller billeder af mig selv. Og på den led er det måske ikke så skørt, at det somme tider føles som et hovedspring at dele ud.. (Jeg er højdeskræk.)
Det er et skørt samfund vi har, hvor jeg “blot” ved et tryk (der er sjældent noget “blot” over det i min ende), kan indvie hele verden (potentielt i al fald) i, hvordan jeg bor, hvad jeg bygger, bemærker eller tænker på.
Det er da skørt!
På samme måde som der kan være noget skørt over at høre sin egen stemme, når man har været tavs en hel nat og en formiddag med. (Oh, hvornår dette dog sidst er sket!?)
Men har man har noget på hjerte, skal man vel sige det, uanset?
Og dét er nok hele pointen med dette lange, lidt kringlede skriv; at selvom det føles skørt og til tider akavet at skrive ud på det store internet, så gør jeg det, fordi det giver en form for mening for mig. I løbet af sommeren kom et par beskeder ind i min indbakke på instagram, hvor jeg fik komplimenter for “at turde”. Komplimenter jeg blev glad for. Men det er faktisk ret vigtigt for mig, at fortælle både her og der, at jeg langt de fleste gange ikke tør. Men jeg gør. Til trods. Lige som jeg håber, at du skriver (eller synger eller taler) med dit næb, hvis du har noget på hjerte. Til trods.
En kærlig fredagshilsen fra mig til dig <3
Faldet i forældrefælden..
Et lille tip til varmere belysning
Find fem ‘fejl’?
Skriv et svar