• Bloglovin
  • Email
  • Instagram
  • SARAH STRANGE

    • DIY
    • Minimalisme
    • TIPS
    • Om

    Ikke-kategoriseret, MORLIV, Store begivenheder, TANKESPIND · 27. august, 2020

    At “sende afsted”?

    Jeg har en smule rystende hænder og bankende hjerte, som jeg skriver dette..
    Jeg har nemlig en lidt stor ting at fortælle og en lidt lang proces at beskrive.
    Efter lang tids summen og mange nætters grublen, har vi besluttet at børnene skal starte i institution. På noget der svarer til halv tid, men afsted skal de. (Åh, hvor jeg dog hader det udtryk!) Den store har allerede gået både i vuggestue og kort tid i børnehave. Den yngste har aldrig været afsted.
    Men det skal de altså snart. Og det føles.. svært og som det næste skridt for os. Men før jeg når frem til, hvad konklusionen indebærer, vil jeg dele lidt af tankerne undervejs. Jeg har nemlig selv sådan undret mig over, hvordan processen mon har været for andre. Jeg har haft meget få at spejle mig i, fordi langt de fleste stadig væk sender deres børn afsted kort efter den “ordinære” barsel. Og de som jeg kender, som holder hjemme, virker til at gøre det. Indtil de ikke længere gør det. Men hvad gør, at man går fra den ene ‘ordning’ til den den anden? Derfor er her et uddrag af mine tanker. (Eller første del i al fald.) Undervejs. Og i processen. En proces, jeg stadig på mange måder befinder mig midt i..
    Skyld og skam.. 
    I lang lang tid har jeg sukket efter lidt mere koncentreret tid. Lidt mere tid til at holde hovedet koldt, lade op, samle kræfter og fordybe mig. For uanset hvordan jeg vender og drejer det, er mor-jobbet det sværeste og hårdeste, jeg har prøvet. (OG det mest meningsfulde og fabelagtige!) Det er svært og krævende altid og hele tiden at ‘være den’. Og svære ting kræver opladning, energi og overskud. Hvis jeg drømte helt vildt og frit, ville jeg ønske, at vi boede i en lille by à la “Bulderby”, sådan at børnene kunne løbe over og lege med deres venner og familie, som og når de havde lyst, og at jeg samtidig havde mulighed for at overlade ansvaret for mine børn til andre voksne. Bare for en lille stund. Bare en gang i mellem. Men. Sådan en by og sådan et netværk har vi ikke. Vores situation er den, at min mand arbejder i et ret fastlåst job, som han er glad for og trives i..
    Jeg selv savner ikke så meget varm kaffe, som at kunne fordybe mig og sætte handling bag alle de idéer, som hober sig op i mit lille hovede.
    (..og den sammenligning siger altså ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige.) For over det seneste stykke tid, har idéerne taget til i styrke, og følelsen af, at “alt må vige” – som jeg har haft det vel nærmest de sidste to år – for at passe børnene, har gradvist og lige så stille ændret sig til en lille bitte følelse af, at “… og så må jeg vige”.
    Og med dén tanke har skyld fulgt med. For følelsen af at “noget andet også kalder på mig” har givet mig ret store skyldfølelser. For samtidig med, at jeg har en oplevelse af, at noget kalder på mig og min opmærksomhed, mine hænder og min kreativitet, har jeg kæmpet med følelsen af, at min “plads” er ved børnenes side. Mit aller aller største kald er at være nogens mor. Mine børns mor. Og dét går forud for alt andet.
    Min plads er den samme
    Men jeg er jo ikke mindre deres mor, hvis jeg noget af tiden overlader voksenansvaret til andre voksne! (Ja, det har jeg skulle sige til mig selv.) Faktisk har jeg lige nu en følelse af, at jeg bliver en lidt mindre version af deres mor, hvis jeg ikke engang imellem “giver slip”. Det er svært at sige. Det er svært at skrive. Og det er endnu sværere at føle. For mine børn forsmår mig på ingen tænkelig måde! Hvis jeg skulle nævne én ting, som mine børn har gjort, så er det at åbne min verden til et endnu større sted, end det var før. Et sted hvor man kan drømme. Og dét vil jeg gerne vise dem. Også i handling. Med ansvaret for børnene er ansvaret for min tid også blevet større. Og mere klart.
    Men måske netop derfor føles den kalden, som jeg mærker, som noget jeg skal reagere på..
    .. fortsættelse følger <3
  • COMING UP »

    Tirsdagens tip til (at undgå skjolder under) potteplanterne

    LÆS OGSÅ

    • Når bekymringer (for en gangs skyld) ikke fylder det hele
    • Kan man flytte, når man hedder “Stay”?
    • Hel og i stykker.

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    FØLG OGSÅ MED PÅ INSTAGRAM..

    FØLG @sarah.stay.strange

    sarah.stay.strange

    Strikker et selvstændigt arbejdsliv sammen, mens jeg bor småt.
    Designer strik her: @nakedknit
    💌 sarah@lundtoft.dk
    Læs mere her 👇🏽

    Det bedste ved at have malet hele vores leverum gu Det bedste ved at have malet hele vores leverum gult er, at det næsten altid ligner, at solen skinner. Også på dage, hvor den slet ikke gør det. 

Ps. hvor mange efterår skal man gennemleve, før man stopper med at blive overrasket over, hvor mørke dage faktisk kan blive på denne tid af året? Sku spørge fra en ven. 

#diyhome #compactliving #nordicliving
    For 6 år siden (nærmest på datoen) slog jeg de før For 6 år siden (nærmest på datoen) slog jeg de første masker op til, hvad jeg håbede, blev til en bh. @angelkirkegaard og jeg mødtes virtuelt over den første prototype, da anden bølge af corona kom buldrende, mens vi prøvede os frem og udvekslede noter om garnkvaliteter og pasform. Måske vi endda havde besluttet os for navnet @nakedknit. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forstillet mig. Men nok ikke, at jeg 6 år senere ville sidde på vores eget strikkekontor på Nørrebro og strikke i glimmer.
    Jeg voksede op på landet. Og jeg havde ikke regnet Jeg voksede op på landet. Og jeg havde ikke regnet med, at mine naboer i byen en dag ville ende med at strikke glimmertoppe til mig.

Da jeg var barn, fik vi altid at vide, at man kom hinanden mere ved på landet end i byen. I byen ved de nærmest ikke, hvem deres naboer er, sagde de. Sådan var det bare.

Og det er sandt: vi skåler ikke over hækken, for der er ikke nogen hæk. Til gengæld løber vi ned i gården, mødes på caféen eller biblioteket. Vi bor ikke bare side om side, men også oven på, under og lige overfor hinanden. Og efterhånden er flere af mine naboer blevet til venner. På gaden siger jeg hej til mindst lige så mange mennesker her på Nørrebro, som jeg gjorde i min barndomsby.

Og nu har en af dem strikket en glimmertop til mig.
    En business er ikke en baby. En business er en bu En business er ikke en baby. 
En business er en business, Baby 🤎
    I weekenden holdt vi vores første designworkshop, I weekenden holdt vi vores første designworkshop, @angelkirkegaard og jeg. Det var seriøst så fedt, at jeg knap har ord endnu. Men vi gør det igen til januar, og flere gange endnu næste år. (For januars workshop er allerede udsolgt). Niv mig i armen for et arbejdsliv.
    5 økonomiske greb, der var med til at give mig mod 5 økonomiske greb, der var med til at give mig modet til at kaste mig ud i at være selvstændig fuld tid. For ja, det føltes som at kaste mig ud fra en 10-meter-vippe. Og jeg er højdeskræk.
    Følg..

    KATEGORIER

    • DIY
    • For resten
    • HJEMLIG INSPIRATION
      • Efterår
      • GRØNT HJEM
      • indretning
      • Jul
      • Minimalisme
      • Påske
      • slow fashion
    • Ikke-kategoriseret
    • KLIMA
    • TANKESPIND
      • Arbejdsliv / selvstændig
      • MORLIV
      • OM AT BLOGGE
      • Store begivenheder
      • TORSDAGSTANKER
    • TIPS
      • BILLIGE TRICKS
      • fredagsfif
      • Tirsdagens tip
      • Ugens genudsendelse
    • Uncategorized
    • Underholdende underholdning
    • weekend mode

    est 2017

    SARAH STRANGE

    ARKIV

    Copyright © 2026 Sarah Strange / Theme by Eclair DesignsGenesis Framework · WordPress · Log in