Her kommer altså lige en sequel af mit tidligere pandebåndsindlæg.
Jeg har nemlig opdaget at det HELLER ikke er så svært (som jeg troede) at lave en anden form for pandebånd. Modsat det andet jeg viste herinde for en måneds tid siden, er består pandebåndet af ét langt stykke stof, som man selv binder en knude på. Jeg har faktisk mest set børn med dem, men igen gælder det, at hvis du selv vil bruge det (og er voksen), kan du bare gøre båndet lidt længere og lidt bredere.
Her er hvad jeg gjorde:
- Jeg brugte en model (i stof eller papir), som buer nedad i begge ender. Klipper du det i stof, kan du jo prøve det på, og både vurdere længde og bredde herudfra. Mit skal bruges til et barn i 1-års alderen, og jeg kan godt lide at der er ok med stof at slå (to) knuder med.. Så mit var altså 74cm langt og 7cm bredt. I hver ende runder den ene kant ned, så det bliver en stump spids mod den flade lange side. (Okay, det er skørt at forsøge at forklare i ord. Hvis min forklaring ikke giver mening, så bare kig på billedet ;))
- Hernæst tager du dét stof du vil lave hårbåndet i, og folder det, så det ligger dobbelt. Læg derefter din skabelon ovenpå, så den flade side ligger ned mod folden.
- Fastgør skabelonen med nåle, så alle tre lag holdes fast mod hinanden, og klip hernæst langs kanten af skabelonen. Klip dog gerne med lige omkring 5mm’s margen! (Grunden til at der skal være en margen på 5mm er, at (hvis) du (som jeg) bruger jersey-/stræk-stof, så skal du sy med overlock-sting. Dette sting fylder ca. 5mm. af stoffets kant.)
- Tag skabelonen af, og vend stoffet med bagsiden (hvis der er sådan én) udad, og fold igen stoffet som før – og fastgør de to sider til hinanden med nåle. Dog denne gang uden skabelonen på 😉
- SÅ skal du sy – sy med overlock-(eller anden strækstof-venlig-)sting. Start i den ene ende, men STOP med at sy, når du er ca. 15cm. fra enden (eller hvor du nu synes).
- Sy derefter fra den anden ende, og stop igen til der er et hul mellem de to syninger som er et sted mellem 3 og 5cm. Dette hul skal du bruge til at vende retsiden ud af pandebåndet;
- Vend nu pandebåndet sådan at syningen kommer ind i pandebåndet. Og sy så hullet til i hånden i en matchende sytråd. (Hvis det skal gå stærkt, behøver du ikke at sy hullet til – som jeg placerede sidder det lige midt i en knude, og ses alligevel ikke af et øje ;))
- Og så er det altså bare at tage det i brug. Slå to knuder oveni hinanden, og du har et pandebånd!
Skriv et svar