Tag den lige med ro!

… Sådan sagde min læge mere eller mindre til mig for nylig. Egentlig er det vel ret privat at referere en lægesamtale? Men det satte alligevel noget igang i mig, som giver mening for mig at dele her. Jeg har aldrig før prøvet, at en autoritær (sundhedsfaglig) person har givet mig en reprimande. “ROLIGT regime” skrev hun. Og jeg grinte af formuleringen. “Regime” lyder jo både ikke-roligt og som en militærorden. Eller militærordre. Noget man skal tage alvorligt. Noget jeg skal tage alvorligt.

Og hvorfor er det dog så svært? Det dér med at skulle følge en ordre om, at sætte sig selv først. Sig selv og sin krop? Som tydeligvis har sagt fra.

De sidste dage har jeg som et lille praktisk eksempel øvet mig i at gå langsomt. Sådan. Virkelig. Ikke småløbe altid, fordi jeg et par skridt bagud. Fordi jeg er optimist. Og vil det hele. Gerne på samme tid. Hvor finder jeg det dog svært. Jeg kan nærmest ikke finde ud af det, faktisk. Og dét er lidt skræmmende. Under mit speciale synes jeg faktisk, at jeg var ret udøvende af noget der mindede om det så populære slow living. Men med mere ‘ægte voksenliv’ følger også ekstra ambitioner, mindre tid hjemme, og flere bolde at jonglere. Flere mennesker, hvis forventninger jeg gerne vil overgå. Og i dét tror jeg måske, at jeg har tabt særligt én bold på jorden. Min egen krop.

Før jeg blev mor, rystede jeg indvendigt på hovede af de mødre som sagde, at det var svært at få tid til sig selv, sine interesser og det man sætter højt (ud over sit barn). Men det er sandt, synes jeg. Jeg føler mig mere mig selv og på mit rette sted, når jeg er tilstede med mit barn, end noget andet sted. Dér tænker jeg “det er jo dét det handler om”. Men det er alt det andet, der gør det svært at nå mig selv. Alt det som kommer i anden række, når nu barnet helt naturligt og dejligt har taget førstpladsen. Det der før var bedre tid til, er rykket på anden pladsen. Som praktikaliteter i hjemmet (evig rengøring og uendelig tøjvask), venner jeg gerne vil se, arbejde jeg gerne vil give en skalle og alt det andet. Ting og prioriteret, som skal klares, men som også gør at “jeg” presses ned på min egen tredjeplads. Eller 10.plads, hvis vi tæller alle tingene med. Og hvorfor så egentlig dét? Hvorfor er rækkefølgen sådan?

1. pladsen vil jeg under ingen omstændigheder ændre ved. Det er mit mest stolte og fine prioritet. Og derfor må dette indlæg under ingen omstændigheder lyde som en bebrejdelse eller en tanke om “suk, al den tid jeg havde før…” Nej. Det er blot en omrokering i prioriteter, som jeg skal finde hoved og hale i. Fordi der er ny brik i spil. Og fordi praktikaliteter pludselig indtager en højere plads i hierakiet før. Både fordi der skal mere praktik til at få en hverdag til at gå op nu, men også af en anden grund, tror jeg..

Når jeg sådan sidder her i skyggen af en parasol og tænker over, hvad det er der styrer mine prioriteret, som kommer efter no. 1, så tror jeg faktisk, at det mest styrende er, hvilken person jeg gerne vil fremstå som. Særligt i lyset af, at jeg nu er mor. Jeg mener, jeg havde drømt om et barn længe før jeg blev gravid. Så jeg havde ligesom tid til at gå og tænke over, hvilken type mor jeg gerne ville være. Her er, hvad jeg tror har domineret mine valg:

Jeg vil ikke være én der ikke finder tid til sine venner. Jeg vil ikke være dén der har et alt for rodet hjem. Jeg vil ikke være én der ikke kan køre en karriere og være værdsat på sin arbejdsplads. Alt sammen ikke-udtalelser. Nægtende om man vil.  Fordi drivkraften bag primært er, hvad andre dog måtte tænke om mig (nu hvor jeg også er mor).

For hvad er det egentlig, jeg gerne vil være? Som mig. Og nu hvor jeg er mor. 

Jeg vil gerne være én der sætter mit barn højest og er nærværende.
Jeg vil gerne være én som vægter mit eget velvære højest. For hvis jeg trives (og bruger tid på det der giver mig energi), så tror jeg både, at jeg er en bedre mig, og dermed også en bedre mor.
Dernæst vil jeg gerne være i et erhverv, hvor jeg er glad, og som giver mig energi og fleksibilitet til dét jeg sætter højest.

Og så er jeg jo så heldig at have venner omkring mig, som jeg tror på ikke forsvinder af, at jeg engang i mellem er nødt til (for det siger min læge) at trække i håndbremsen og sætte visse ting på standby. Til jeg er okay igen.