Den dér søvnløshed..

Jeg har ikke sovet så godt i nat. Faktisk slet ikke godt. Det er der egentlig ikke så meget nyt i. Fortæl mig lige, er det sådan det føles at have et spædbarn (igen)? Eller nej, lad hellere være! Men, hvis jeg for de interesserede (eller for min egen “jeg bader mig i mine lidelsers”-skyld,) føles sådan cirka sådan her: Trætheden får mine øjenhuler til at udtørre. Kaffen gør blot hovedpinen værre. Hovedpinen, som ikke bare sidder i tindingerne, men i hårrødderne, og for ikke at tale om den ømme krop..

Årsagen er ikke, at vi har fået et spædbarn, men ganske simpelt tankespind, som altså er ret knudret for tiden – tilsat en ny beboer. Den nye beboer er altså ikke et levende væsen, men larmer mere end et sultent spædbarn. Det er en affugter. Jep. Du hørte rigtigt. Klager jeg over dét? Næh, jeg letter såmænd bare mit hjerte. Og mine tanker. Og håber dermed også at trætheden forsvinder som dug for den sol, som ikke er at se på himlen længere. En affugter er flyttet ind, og skal stå og køre døgnet rundt. Grunden er, at den forhåbentlig mindsker vores vandskader. Så den kører og kører, og holder mine tanker med selskab om natten.

Nåh, men nok om dét. Dagen er grå udenfor igen i dag, men det bliver en festdag. Det ved jeg bare. Når jeg lige får taget noget andet end gråt tøj på. Når jeg lige får hevet mig op! Jeg skal nemlig til Confettis fødselsdag senere. Og jeg glæder mig.

Derudover var dagen i går (og)SÅ god, at jeg havde svært ved at stoppe mine tanker igen. På en “lad os lige klø på, det går jo derudaf, og vi skal nå i mål”-måde. En måde, som også kan blive lidt presset, fordi det er svært at stoppe. Stoppe tankerne, drømmene og ambitionerne. Vi fik rykket rundt på møbler til en ny planløsning – og det var som at rykke rundt i Tetris, og se om det hele gik op i virkeligheden. Og ikke bare på papiret, i korrekt målestoksforhold. So far overgår den virkelige udgave mine forventninger. Alle de bekymringer om ny indretning begynder at gå op i en højere enhed af en løsning. Forhåbentlig. Forhåbentlig falder de sidste brikker på plads i denne uge. Forhåbentlig, forhåbentligt. Så det reelle opbygningsarbejde kan begynde. Og så jeg ægte kan gå i gang med at bygge redde. Og det var nok egentlig dét jeg gjorde i nat. Lagde planer for min redde. Googlede, søgte, satte på lister og pricerunnede den.

Pludselig slog noget andet mig;
Jeg frygter ikke barnet, dets søvn ej heller fødslen. Jeg GLÆDER mig. Men jeg er lidt spændt på, hvordan jeg tager at blive mor til to. Hvis jeg selv skal sige det (og det gør jeg jo nu), så klarede jeg søvnunderskuddet bedre end forventet med vores første barn. Jeg gjorde mig umage for ikke at klage.(Måske lidt svært at tro med dette indlæg? Haha. Men det er sandt). Simpelthen fordi jeg ikke følte, at det hverken var nødvendigt eller relevant at klage over manglende søvn. Selvom søvnen den virkelig manglede. Men i morges slog det mig; hvad sker der, når der pludselig er to små mennesker, som potentielt holder mig oppe om natten? Kommer de til at vægge hinanden på skift? Kan jeg bevare overblikket, eller vil jeg denne gang føle mig presset til mit yderste?

På en skør måde glæder jeg mig helt vildt til at være i den undtagelsestilstand, det er at få et lille barn. Det føles for mig lidt som at være i en krigszone (hvor død er erstattet med liv, naturligvis), og hvor alle sejl sættes ind på ét mål: overlevelse og fred i så vid mulig grad. I den bobbel af baby, ja, der blegner alt andet. Da er det som om alt i bogstaveligste forstand blændes ude. At hovedpine og værre kan ramme, ja, det er en del af pakken. Ellers ville det vel ikke føles  som en undtagelsestilstand? Sådan skal det være, lige som vabler er en del af dét at have løbet en maraton? Uden de fysiske men, har man vel ikke rigtig været der? Sidst kunne jeg godt gå for mig selv og nyde det. Tænke, at det eneste der var at gøre var at omfavne det fysiske underskud – for det meget meget højere mål. Som om følelsen af at være mor blev mere ægte af, at mærke det rent fysisk også.

Jeg glæder mig til, at min  træthed er et “offer” for et menneske, og ikke en maskine ❤