7 udfordringer ved at bo småt

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg kaldet “7 grunde til, at jeg elsker at bo småt“. Jeg elsker stadig at bo småt, men intet er ensidigt. Man kan ikke få noget uden at miste noget, som jeg vist nok engang hørte en klog mand sige. Og derfor er der (naturligvis) også en del ulemper ved at bo småt. Eller udfordringer, vil jeg nok nærmere kalde det. For der er en grund til, at indlægget her ikke hedder “7 ting jeg hader ved..” for jeg elsker stadig at bo småt. Mest. Men ulemper er der, og til tider fylder de næsten intet i min bevidsthed. Somme tider en del. Lige for tiden fylder det nederste punkt eksempelvis ret meget. Men lad mig komme til sagen.

7 udfordringer ved at bo småt:

1. Jeg kan ikke lukke en dør.
   På grund af vores meget få kvadratmeter, har vi ingen dør i køkkenet. Og heller ikke i stuen. Så når børnene er lagt, og vi har lukket af til soveværelset, har vi faktisk ingen døre at lukke. De fleste gange er det mest hyggeligt. Men. Når min mand gerne vil se fodboldkampe, så kan det altså godt teste min lydsensitivitet og koncentrationsevne. #jajegerfanaffodboldkampeudentilskuere #sorry
2. Man falder let over ting.
   I nat var en fjollet nat i forhold til dette: jeg snublet skiftevis over vasketøjskurven, aflagt tøj og støvsugeren, som vi ikke havde nået at pakke sammen. I vores soveværelse (som er todelt af en vinduesvæg), skal vi smyge os udenom reoler, døre og vasketøjsposer, for at kunne gå rundt derinde. Det er okay, for et soveværelse er jo nu engang til at sove i. Men. Om natten og tidligt om morgnen, når lyset er slukket og børnene kalder på mig, ja, så kan det godt teste mig, og jeg har undret mig meget over, at jeg ikke endnu er faldet pladask over noget. På den anden side.. jeg ville højst sandsynligt ikke falde ned på gulvet, skulle det ske, men falde ind i en reol eller en seng. Længere ned er der ikke at falde mellem møblerne.
3. Oprydningen er daglig. 
   Jeg har sagt det før – og op til flere gange; det bedste oprydningstrick jeg kender er, at alting skal have en fast plads. På den måde skal man kun én gang tage stilling til, hvor alting skal være, når det skal ryddes op. Men på plads skal det nu altså, for at her ser ryddet ud. Hver dag. Og selv det mindste, som ikke er på plads, kan ses fordi..
4. Vi intet usynligt gemmested har til vores ting. 
   Intet aflæsningssted eller rum, hvor vi “bare lige” kan gemme rodet væk, når gæsterne kommer. Hver en (c)m2 er udnyttet, og selv i vores lille bitte pulterrum under bagtrappen har vi både klemt en fryser og vaskemaskine, og ovenpå den en pusleplads med dertilhørende hylder ind. Så heller ikke dér kan vi (som før børn) klemme tasker, udfoldet tøj eller bare gemen rod ind. Så oprydningen må foregå på daglig basis, hvis det altså går helt ideelt for mit temperament.. Lige som..
5. Behovet for rengøring er (næsten) dagligt. 
   Da vi flyttede hertil, var jeg overrasket over, hvor sjældent jeg skulle gøre rent. Vi kom fra en (mikro) 20m2’ers lejlighed, og måtte støvsuge hver eller hveranden dag, for ikke at få spat. Og vi er ikke vildt støvsarte. Så da vi kunne sprede os over ca. 65-70m2, føltes pladsen (til at sprede nullermænd) uendelig. Sådan føles det ikke helt længere. Vi er nu ikke to, men fire mennesker, og vi er tilbage til at skulle støvsuge hver anden dag for ikke at få fniller af nullermændene og krummerne. #ogjegerikkefanafatstøvsuge
6. Her er kun plads til få gæster.
   Måske dette i virkeligheden er den største ulempe, jeg kan komme i tanke om. Særligt i denne tid, hvor jeg mere end nogensinde savner at samle dem, jeg holder af. Der er ikke plads til noget langbord heroppe på 5. sal. To små borde og spisepladser i sofaen er, hvad vi på en meget god (og sammenpresset dag) kan svinge os op til. Og det har da også sin charme, men at kunne lægge hus til en god gammeldags fest, det kan jeg godt sukke efter. Og nok lige lidt ekstra, når min fødselsdag er lige om hjørnet.
7. Indretningen tager tid.. laaang tid!
   For man kan ikke “bare lige” finde et standardmål. Eksempelvis ønsker min datter sig en halvhøj seng i fødselsdagsgave. Men ingen af de senge, jeg kan finde i butikker passer ind i deres mikroværelse. Alt skal tænkes godt igennem. Og ofte må det skræddersys. Men når nu jeg tænker nærmere over det, er det mest min tålmodighed (for det tager tid at regne ud, bygge og udføre sådan en indretning), der bliver sat på prøve. Det kreative, udviklingen og udførelsen deraf derimod; dét er noget af det sjoveste jeg ved.

Og apropos.. så må jeg simpelthen tilbage til arbejdet!
Sengebyggeriet kalder, og min datter kommer hjem om få timer <3

Rigtig god søndag til jer.

Det gør mig glad, at I læser med!

Kærligst S