2 år (!), næsten glemt, men slet ikke glemt.

I går fyldte bloggen her 2 år. 2 ÅR!? Tænk sig. Jeg havde nær glemt det. Eller det vil sige; jeg har gået og bildt mig ind, at datoen for første indlæg var d. 18. august, og at d. 18. august først var engang i næste uge. Haha. Så med to forkerte antagelser (første indlæg var d. 17. august og datoen i dag er d. 18.), har jeg vel nærmest husket fødseldagen? Lige som at minus og minus giver plus? Haha.

På en måde så indkapsler denne lille næsten-glemthed ret godt den seneste tid. De seneste måneder, ja, vel nærmest det seneste år; en lidt tåget, distræt mig, som mest af alt har været i mit hovede og i min krop. Barselshjerne, manglende søvn, for få timer i døgnet, for få hænder har været gennemgående. I foråret var jeg inde at se teaterstykket “Mødre”, hvor en replik lød; “jeg har mistet mine arme, men til gengæld fik jeg en favn.” Og sådan har det været; mine arme har ikke kunne eller skulle bruges på andet end mine børn. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg har været det helt rigtige sted.

Det har dog naturligvis præget min produktivitet her. Klar. Hvordan skulle det undgå det? Men det har ikke fået mig til at glemme stedet her. Faktisk tvært imod. Det har givet mig endnu mere mod på tanden. Og blod på tanden. Alle de gåture med barnevognen.. Oij, jeg har lagt mange planer, at hvis han liiiige sover en time, kan jeg måske nå.. og ved I hvad? Jeg tror, at det kommer snart. Den der ekstra tid med lidt hænder frie. Den de produktivitet. Den tungeste barselståge er i al fald ved at lette, føles det som om, og jeg er klar på at tage mere fat, tage nye (mere drastiske midler i brug). Ja, tænk, jeg udgav endda et indlæg med et foto af mit fjæs i fredags? TO år (minus 1 dag) skulle der gå, før jeg turde lægge et billede op herinde af hele mit ansigt..

Og med sådan et stort skridt for mig, ja, så føles det faktisk lidt som om at jeg kan hvad som helst. For hvorfor var jeg egentlig så bange? Og hvad er der egentlig at være bange for?

Jeg glæder mig til fremtiden. Glæder mig til i morgen. Jeg glæder mig til alt det, jeg skal producere på skrift og i DIYs. Jeg glæder mig til at tage billeder, til at samle og dele idéer. Og så glæder jeg mig over, at dette sted mest af alt er et frirum, hvor jeg finder fornyet energi til at udleve mig; Virtuelt, kreativt og ikke mindst som et menneske med en favn. I virkeligheden.