10 ting jeg VIDSTE, før jeg blev mor (#2):

• Jeg vil være tilfreds med min krop. Den har båret et barn – det er så vildt og smukt. Og det er i øvrigt flot med relativt små bryster!
  Jo jo. Det er flot med mindre bryster. Til andre! Det er faktisk lidt svært at vænne sig til, at min krop ikke ser ud som før. Bevares, jeg skal ikke klage, for jeg er i samme størrelse som før jeg blev med rogn, meeen. Det hele er ligesom mere blødt, løsere og ja.. Mere mor-agtigt. Heldigvis sagde min mand fornylig, da jeg spurgte, hvor han kunne se forskel på min krop, at han da synes den var præcis som før. Uanset om han taler sandt eller ej, så er jeg ham evig taknemmelig for det svar.. Jeg har giftet mig godt!
• Jeg vil aldrig sige: “Har du prøvet at…” eller “det virkede for os at…” til en nybagt mor..
  Når man er nybagt mor er gode råd ikke dyre. De er billige. Faktisk bliver de smidt i nakken efter én. Særligt dem der har liidt ældre børn. Og jeg forsvor, at sådan ville jeg aldrig blive. Men min gode veninde har lige fået et barn, og jeg bider mig selv i tungen. Ikke fordi hun ikke gør det godt, eller behøver råd. Bare fordi jeg føler mig sådan ovenpå, og føler jeg har gennemskuet det. Noget af det i hvertfald. STOP dig selv! Seriously!
• Jeg vil ikke sidde med min telefon ved mit barn. Hun skal faktisk ikke se en telefon.
  Jeg forsøger stadig ikke at tjekke instagram, fb og sms’er når hun er der. Klip til, at min datter render rundt med telefonen mod kinden og siger “hej.. hej… HEJ…”  Den ligger jo ofte fremme. Også fordi vi facetime’r meget med husets farmand (okay han er ikke min, men altså min datters farmand), som ikke er meget hjemme. Såååå… Dette leder mig til det næste punkt:
  
• Jeg vil aldrig – aldrig – kalde min kæreste for far. Jo, altså foran vores barn. Men ellers ikke.
  Det er faktisk liiidt svært at holde styr på alle kaldenavnene. Så jo, jeg har kaldt min mand for far. Når baby sov. Flere gange. Usexet? Jep. Men som så meget andet: I blame it on the søvnunderskud.
• Jeg vil holde ind på fortorvet for andre. Den fylder jo meget, sådan en barnevogn. Man må tage hensyn med sådan en vogn.
  Men det er altså nogle gange lidt hårdt at være den med barnevognen, et barn der ikke kan sove og med et antal vågne nattetimer i bagagen, som man for længst er stoppet med at tælle. Så ja, jeg har taget trumf-kortet flere gange, og kørt igennem. De flytter sig vel, når man kommer kørende på et smalt fortorv med en tank af en vogn.
• Barnets legetøj skal være på dets værelse. Det skal ikke indtage stuen. Vi bor i en to-værelses. Det sætter sine fysiske begrænsninger!
  Troede jeg. Der er ingen grænser længere! Det gik egentlig meget godt. I starten. Indtil  min mødregruppe begyndte selv at tage legetøj med, når vi var hos mig. Min datter VAR også den yngste, men jeg forstod en hentydning: Jeg var liiidt for minimalistisk i forhold til min babys legetøj. Og derfra tog det fart. Og jeg har ikke kigget mig tilbage. Min datter skal ikke mangle noget, og hun må fylde alt. Bare hun har det godt, og sjovt 🙂
  
• Min datter skal IKKE gå i lyserødt.
  Lige som alle andre principper, ryger det lidt i svinget. Der er meget lyserødt derude. Der er forskel på lyserød (det synes jeg faktisk!), og helt ærligt… Det bliver så hurtigt beskidt, så brugte jeg tid på for alt i verden at undgå lyserød i garderoben, kunne jeg jo nærmest ikke bestille andet.
• Mit barn skal sove i sin seng. Det er vigtigt at holde ægtesengen ‘hellig’ til mor og far.
  (Jeg ved at dette er et enme der kan få folk op af stolene, men sådan her var mit standpunkt altså før jeg fik min datter. Én af de ting jeg frygtede mest var, at romantikken lige så stille skulle sive ud af vores forhold efter fødslen. Så ved at have denne holdning, mente jeg, at jeg i det mindste var sikret at sengen var VORES sted.)
  Klip til, at min datter 3 ud af 4 nætter har sovet LIGE midt imellem mig og min mand. Hun græder, hver gang vi forsøger at lægge hende i sin egen seng. Og efter 1,5times forsøg hver aften, så trumfer søvnen altså alle principper.
• Jeg vil ikke kalde min datter for skat.
  Jeg har noget der stritter i mig over skat. Det stammer nok fra en blanding af tidligere overforbrug af ordet samt at nogle mennesker dér hvor jeg kommer fra, (vold)brugte (ja, vold- var også en betegnelse vi brugte meget) ‘Skat’ om deres teenage-flings. Som jævnligt blev skiftet ud. Du ved, den type som forlovede sig som 16-årige og kort efter gik fra hinanden. Jeg havde svært ved at forstå det. Så altså: Ingen skat, hverken til min kæreste eller til min datter… Lige indtil min datters bedstefar begyndte at bruge følgende vending, hver gang han genså hende: “Jamen, ER det da ikke den lille SKAT vi har dér.” Så smeltede jeg. For hun ER jo en lille skat. I ordets fineste betydning. Det mest dyrebare! Og nu kan jeg altså ikke stoppe igen, selvom mit hovede siger “stop dig selv med det skat, skat, skat!”
• Jeg bliver for alt i verden ikke én af de slags mødre som vælter ud af døren med fedtet hår og ligner en hængt kat! Jeg vil være sådan én der får mascara på i hverdagene.
  Klip til mig, som synes det er vildt, hvis jeg får et bad hver tredje dag, og som flere gange har afleveret hende stadig iklædt nattøj (jeg har jo jakke ud over – de ser det ikke! Det siger jeg i hvertfald til mig selv). Okay, der ER også dage, hvor jeg føler mig ovenpå – når mascare’en, og kommer i pænt tøj. Men altså. Ikke hver dag. Og det er okay. Bare min datter er okay. 
  

Okay, det er måske et liiidt dramatisk billede, men da jeg tog det, synes jeg så fint det symboliserede, at det kan virke så idylisk umiddelbart, men at man ikke ved hvad man går ind til. At det er uvejr der truer i baggrunden, synes jeg dog ikke er passende på moderskabet. Tvært imod. Det er vildere og sjovere end jeg i min vildeste fantasi havde kunne forestille mig!