Jeg skal bare lige lande

For et års tid siden yndede jeg at udgive det jeg kaldte “torsdagstanker” om.. nåh, ja: torsdagen. Siden da fødte jeg et barn. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at det var omkring nytår, at det rigtig startede; dét med at have en baby, som var ked af at sove. Den anden dag fulgtes jeg med en anden mor på vej hjem fra at have afleveret min ældste i vuggestuen. “Trænger du ikke snart til at lave noget.. andet?” Til dét svarede jeg (hurtigere end jeg nåede at tænke): “Nej, jeg er først begyndt at have barsel.. sådan føles det.”

Og der er noget helt sandt over det udsagn. Årsagen kan nok primært findes i søvnen herhjemme. Nattesøvnen har også været virkelig afbrudt, men der har dog været en nattesøvn. Dagssøvnen har på en anden måde trukket tænder ud. I mere end 8 måneder har der været mere gråd end jeg har kunne rumme. Mindre søvn end hvad nogen kunne ønske. Og en uendelig følelse af ikke at slå til. Hver dag. Hver time.. Jeg har følt mig kogt ind til et par vuggende arme, som trods mine anstrengelser ikke slog til.

Men pludselig. Pludselig er det som en ny vind er kommet til. Lige så stille er der en ro og tryghed over søvnen. Som bliver lidt længere, og lidt længere. Og det gør mig gladere end jeg har været længe. Og lettet. Ikke mindst ubegribeligt lettet. Jeg er også andet end et par arme.

Lige så stille. Lige så stille, lander jeg.

Og slapper af i takt med mit barn. Jeg lander i at slappe af.

Jeg lander i at være mig. Igen.