Jeg ELSKER DIY’s. Jeg kan godt selv høre, at det er store ord. Men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det. Ægte og meget. Egentlig står DIY for Do It Yourself. Men DIY’s er gået fra at være noget, som jeg har gjort til, at være noget, som gørnoget ved mig. Lyder det kompliceret? Det er det slet ikke. Det er helt enkelt kærlighed. Fascination. Og livsgivende. Derfor har jeg skrevet en…
Kærlighedserklæring til mr. DIY:
- Hvad du ønsker, skal du få. Med DIY’s er det kun fantasien som sætter grænser. Hvad man ønsker, kan man som regel – på den ene eller anden måde – få omsat til virkelighed. Google, youtube og pinterest er gode hjælpere her, men størst af alt er det fantasien som er primus motor, og det elsker jeg. Dét at man kan sætte sig noget for, og så rent faktisk omsætte det til en handling (og senere) et færdigt produkt af en art, det giver en ret stor følelse af… at kunne noget.
- At regne den ud.. Ét er, når man fået en idé. Noget andet (og nogle gange langt sværere) er at regne ud, hvordan man når derhen. Det er som et udvidet puslespil, som Tetris eller en labyrint: Hvordan får jeg omsat denne idé til virkelighed? Frustrationerne, når det ikke vil gå op er svære at sætte ord på, men glæden og begejstringen, når enderne endelig når sammen; ja, de er endnu sværere at beskrive; Men de er ALLE frustrationer og tankekræfter værd. I tifold!
- Det er formet af mine egne hænder. At strikke, at spille musik og at lave DIY’s kan alt sammen noget af det samme for mig; Der er en enorm ro og tilfredsstillelse i at bruge sin krops bevægelser til noget produktivt. At have lagt blod, sved (og nogle gange tårer) i et projekt gør, at det er så meget mere afholdt. Tingene (som jeg næsten ikke vil kalde ‘ting’, når de er DIY’s) får værdi. HAR værdi. En affektionsværdi fra start. Dén værdi bliver tillagt allerede i tilblivelsen – ja, nogle gange allerede i idefasen. Hvilket leder mig til..
- At se noget blive til….. er som at se årstiderne skifte. For mig. På én gang holdes tiden fast og går hurtigt, fordi jeg opsluges af dét, der udspiller sig foran mig.
- Ting er ikke bare ting, når de er DIY’sPut kærlighed i dine ting. Ultimativt er det vel dét det handler om her. At have færre ting, men som altså er fremstillet med omsorg, tanke og tålmodighed. Helt modsat vores masseproducerende kultur, som spytter produkter ud fra Asiens fabrikker hurtigere end vi kan sige rød grød med fløde. Jeg er lidt skræmt over kulturen og vejen det går. Og dette hjælper mig med at slow’e udviklingen down. Bilder jeg mig ind. Jeg tror virkelig, at både slow fashion, slow living og (slow) DIY’s kommer til at fylde mere og mere fremover. I al fald for mig.
- … som et hjemligt fingeraftryk. DIY’s tilføjer i (meget) højere grad personlighed til et hjem. DIY’sene er ikke blot udvalgt af dit øje. De er som sagt lavet af dine hænder. Omend ikke alle ved det, når de træder ind i et hjem, vil de fleste nok se, at der er noget lidt anderledes i et DIY-hjem. Måske spørger de hvor er den fra? Eller ej, et sjovt ophæng.. og alt sammen er fordi, dét du har i dit hjem ikke er købt. Det er lavet. Af dig. Eller jer. Og uanset, hvordan du vender og drejer det, vil dét give et personligt, hjemligt twist til dit hjem. Og hvis ikke et hjem har til formål at være hjemligt, ja, så ved jeg ikke, hvad det har.
- IKKE kun for mig selv. Men for os alle. De fleste af mine DIY’s er produceret af brugte, gamle eller kasserede ting. Det korrekte ord for dem ville vel egentlig være upcycling. DIY giver dermed mindre forbrug. Men ér de lavet af nyere materialer, giver håndværket og processen omkring DIYs også mulighed for altid at justere, hvis man vil ændre. Hvilket altså også er lig mindre forbrug. Og mere genbrug. Brug- og smid-ud-kulturen sendes udenfor døren. Og ind er en mulighed for at fremelske noget nyt af dét som allerede er. Og dét er jeg mega fan af.
- Igen og igen.. Og det stopper ikke her. For det er ikke med en DIY, som hvis man har købt et par jeans i en for lille størrelse. Nej, med DIY’s er der altid en anden vej, en mulighed for at videreudvikle, en mulighed for at justere, lave om, rekreere. Og omend det netop er smart i forhold til ressourcer, giver det også en meget tilfredsstillende følelse af, at dét som jeg omgiver mig med. følger med mig. Fordi det passer til mig. (Og skal jeg sige det igen?) .. er lavet af mig ?
.. uglet hår og alt andet forsvinder, når først jeg fordyber mig i en DIY 😉
Rigtig glædelig fredag til jer derude!
Kærligst mig
Husk, at du altid er velkommen til at følge mig på Bloglovin’ og Instagram , hvis du har lyst til den slags <3
[…] vi har herhjemme, ikke at købe mere end højst nødvendigt, og hvis nyt er nødvendigt; om muligt at lave det selv. Og måske det også er derfor, jeg har været så nervøs for at sige det højt? Fordi jeg […]