Jeg har simpelthen fået lavet mig et kontorhjørne. Endda et rigtig compact-living-venligt ét af slagsen. Det krævede, at jeg havde armene ret højt hævet over hovedet, men de har altså sat sig fast deroppe. Af ren begejstring. Kort sagt gik jeg ned i mit lokale byggemarked, købte nogle jernskinner, nogle hyldeknægte, fik skåret tre hylder, og gik hjem for at montere hele molevitten. Lyder det let? Det var faktisk lettere end jeg troede.. Men hvis du gerne vil kende lidt flere detaljer, beskriver jeg processen lidt mere i dybden nedenfor. Men først lidt kort om idéen bag:
Det smarte (hvis jeg selv skal sige det) ved dette system er, at alle hylderne kan flyttes op og ned på jernskinnerne alt efter behov. Jeg ved dog godt, at man i praksis ikke kommer til at rykke rundt på alle hylder hver dag. Derfor er de to øverste hylder tiltænkt opbevaring, mens tanken med den nederste hylde er, at den ‘former’ hjørnet alt efter behov og situation. Tanken er, at jeg kan hæve den nederste af hylderne, når jeg ønsker at hjørnet skal fungere som et læse- og lænestolshjørne. Jeg kan sænke den til en (stående eller siddende) skrivebordshøjde, når jeg ønsker at bruge ‘kontoret’ til mig selv, og når børnene er i kreahumør, kan det sænkes helt ned til deres højde. Et ægte tre-i-én-kinderæg.
DIY-guide til hyldekontoret:
Remedier:
- 2 x hyldeskinner – de kan fås i de fleste byggemarkeder under forskellige navne. Mine er disse – købt i næsten 2 meters højde fra Silvan.
- 6 x hyldeknægte – spørg eventuelt til råds om dybden af disse i forhold til dine hylders dybde. Igen er mine disse (i dybde 32cm) fra Silvan.
- 3 x hylder (mine er alle 40cm dybe og de to øverste er 130cm lange, mens den nederste er 105 cm lang). Jeg valgte krydsfinér i den lysteste og stærkeste kvalitet (måske var det birk?) i 12mm’s tykkelse.
- Skruer til montering af skinnerne i væggen og skruer til montering af hylderne på hyldeknægtene. Eventuelt også rawplugs til monteringen i væggen.
Det går jeg ud fra, at du har:
- En boremaskine med tilhørende bor (evt. med slagbor, hvis din væg kræver det).
- En skruetrækker eller skruemaskine, som passer til dine skruer.
- Et vaterpas (gerne et lidt længere slags).
- Evt. en sav til at skære hylderne til med – hvis ikke du vælger den letteste metode, og får byggemarkedet til at skære dem ud for dig. Det var det sidste, jeg gjorde.
- Evt. lidt sandpapir til hyldernes kanter, så du ikke river dig på dem.
Et lille tip: hvis ikke du har ovenstående selv, så spørg endelig rundt hos familie, venner eller naboer.
How to:
- Først skal du beregne præcis, hvor du ønsker skinnerne skal placeres – mål op med vaterpas, og marker på væggen, hvor skinnerne skal skrues i væggen.
Dette er en smags sag, men min tanke var, at jeg gerne ville have, at mine hylder var helt inde i hjørnet – op ad væggen til højre, og at hylderne fik et lidt svævende udtryk ude til venstre. Derfor er skinnerne placeret hhv. 35 og 70 cm. fra væggen til højre. - Forbor hullerne, og skru de to skinner i din væg.
- Nu skal hylderne monteres på hyldeknægtene. Hæng to hyldeknægte på skinnerne – i samme højde naturligvis – og læg én hylde ovenpå de to knægte.
- Tag en lang skrue op gennem de to ‘monteringshuller’ i hyldeknægtene, så du laver et lille mærke i træet. Marker eventuelt efter med en blyant, hvis markeringen er svær at se. Forbor herefter et lille hul med et tyndt bor i hver markering.
Vær opmærksom på, at hylderne skal have lidt luft (1-2cm) ind til skinnerne i væggen, for at kunne vippes af og på skinnerne. - Herefter skrues hyldeknægtene fast på undersiden af hylden. Det samme gøres med de to andre hylder.
.. Og så er det simpelthen blot at tage hylderne eller skrivebordet i brug, lige som det gør dig glad.
.. Og således fik jeg altså både opfyldt mit ønske om et minimalistisk kontor og mere opbevaringsplads til børnenes legetøj ✨?
[…] Pladens kvalitet afhænger igen af, hvilken kommode du ønsker at upcycle. Jeg var studerende, da jeg ventede vores ældste, og jeg havde det lidt som en konkurrence med mig selv at se, hvor lidt jeg kunne slippe afsted med at “købe” til mit barn. Min topplade er således fundet i vores bytterum i andelsforeningen. Har du ikke sådan et lager ved hånden, vil jeg anbefale at gå efter en plade med samme højde som din kommodes. Et hvilket som helst byggemarked vil garanteret kunne vejlede dig fint i hvilken type træ, som er optimalt. Jeg er dog før blevet anbefalet at bruge krydsfinér til større hylder herhjemme. […]