DIY: Fjer

Glædelig fredag! Ugens håndværkerinvasion har givet mig et boost af produktivitet. Og tænk sig, blandt denne produktivitet fik jeg lavet hele to DIY’s i går. Langt om længe (!) Ej, men altså, jeg havde helt glemt, hvor bundglad det gør mig. Så lad os da skyde weekenden i gang med en lille gåde; Hvad kan en kam, garn og en saks tilsammen udgøre? Måske en masse, men i dagens anledning vil jeg påstå, at det kan bruges til at lave en fjer. Eller to.

DIY-guide til macramé-fjer:

Remedier:

  • Tyk bomuldsgarn (købt i Panduro Hobby)
  • En saks
  • En kam

Fremgangsmåde:

  1. Klip 14 lige store lange stykker garn. Klip også én længere snor.
    …hvis en hurtigere løsning ønskes til de korte snore, sno da garnet rundt med en passende diameter og klip i begge ender af ‘cirklen’.
  2. Læg den lange snor dobbelt. Tag nu én kort snor, læg den dobbelt og placér den under den lange snor
  3. Tag en anden kort snor, fold den og før den gennem ‘løkken’ fra den første korte snor, og over den lange snor.
  4. Før enderne af den første snor gennem ‘løkken’ af den anden snor. Og stram til.
    Kig endelig på billederne ovenfor. Hvis du er som mig, giver billederne bedre mening end ordene…
  5. Gør det samme med resten af de korte snore. Bevæg dig langsom ned mod enden af den lange snor. Målet er, at enderne af den lange snor ender (haha) med at være samme længde som de korte.
    Men ingen stress over det – de korte snore kan sagtens flyttes op og ned efterfølgende. Det er dog lettest at gøre nu – inden næste punkt.
  6. Red nu garnenderne ud, så de bliver til ‘hår’. Klip til sidst fjeren til, så det ligner en fjer i formen. Eller et blad, måske?
    Jeg synes, at det gik langt lettest, hvis jeg først snoede garnet ud med fingrene for til sidst at ‘kæmme’ det.
    Derudover oplevede jeg, at det var meget lettere at klippe fjerene, når de hang frem for at ligge fladt ned.

Jeg forestiller mig at fjeren(e) kan bruges til lidt af hvert; En nøglering, en barnevognskæde, en ørering, en uro, et vægtæppe, eller bare en enkel pyntegenstand.. Nedenfor har jeg lavet et vægophæng ved at hænge fire fjer (blot med en enkelt snor som ‘stilk’) på en træpind.

Hvad ville I bruge fjerene til, hvis I kunne vælge?

Uanset om jeres weekend byder på produktivetet, komplet afslapning eller DIY’s, så håber jeg, at det bliver en dejlig én af slagsen.

Kærligst S

Husk at du er velkommen til at følge mig på Instagram eller Bloglovin’, hvis du har lyst til den slags.

(Visited 85 times, 1 visits today)

Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *