Ugens opdagelse: At være skyldig

Sikke en bombastisk overskrift, hva? Men når ~~denne~~ sidste ‘uges opdagelse’ bygger på en film ved navn ‘Den skyldige’, må ordet skyld jo indgå i titlen..

Som du nok kan tænke dig til, var jeg i ugens løb inde og se ‘Den skyldige’, og jeg vil nødig være en spoiler, men jeg mener alligevel godt, at jeg kan dele ud af, hvad den fik mig til at tænke på. For det gjorde den. Meget.

Den fik mig til at tænke på, hvordan vi alle sammen vel i bund og grund føler skyld. Bærer på noget, som kun vi bærer på. Som kun vi kan bære. Jeg gør i al fald. I mange størrelsesforhold. Fra “åh, sagde jeg nu dét” til “hvorfor gjorde jeg ikke dét” til større ting, hvor jeg kunne have ageret anderledes. Hjulpet nogen. Eller gjort mindre skade, end jeg gjorde. Alt sammen noget, som kan dukke op i glimt eller være længerevarende nagende strøg. Og som jeg sad dér i biografsalen og hørte om fiktive personers skyld, så dukkede en masse op. Jeg var på et tidspunkt lige ved at forlade salen – bare for at gå ud og rette op. Ændre. Jeg gjorde det ikke, og det skøre var, at da filmen var slut, droppede jeg helt idéen. Fordi det blev sat i perspektiv. Fordi der ligger noget befriende i, at vi alle på én eller anden måde er skyldige. Ikke som en dårlig undskyldning, men som et perspektiv, hvor det er okay at være skyldig – for du mente det jo (som regel) godt. Og når dét ikke lykkes. At gøre det i bedste mening. Så er der altid et forsøg igen…