Da jeg var yngre blev jeg drillet af mine veninder med, at jeg havde gemt et påskeæg så længe, at det nåede at mugne før jeg fik spist det. Jeg ville ikke dele, og jeg gemte det til en helt særlig lejlighed. “Den der gemmer til natten gemmer (i sandhed) til katten.” 😉
Både min mand og jeg er vokset op i familier, hvor man sparer hvor man kan. Der lægges madplaner, spises nemt rugbrød til aften, og nutella er da også KUN forbeholdt særlige lejligheder. MEN når det så er fest eller ferie (eller nogle også bare weekend) – SÅ skal den også have gas! Ikke sløset eller frådset, men kvalitet, hygge og liidt større armbevægelser. Begge vores familier (og vores egen lille hjemmelavede) sætter stor pris på god mad og vin. Og gode venner. Så dé skal have det bedste.
Den anden dag havde vi besøg af mine svigerforældre. De meddelte kort før maden, at vi altså ikke skulle beregne dem med til aftensmaden. Min mand havde dog handlet ind – og havde bl.a. købt en god (og dyr) vin. Da de var gået spurgte jeg, om vinen var til nu. Vi kiggede på hinanden, og sagde i kor: Nej, dén gemmer vi til der kommer gæster. Dét fik mig dog til at tænke (og spørge højt): Men hvorfor egentlig? Hvorfor gemme til senere? Og gemme til andre?
Efterfølgende har jeg tænkt sådan her om det:
Jeg mener at der er noget fint og rart og godt over at gemme særlige ting til særlige lejligheder. Vi havde for eksempel en champagne vi fik i bryllupsgave. Vi vidste, at vi relativt hurtigt godt gad få et barn, så jeg vidste at dén champagne skulle markere, når vi fik vores ønske opfyldt. Dén champagne blev åbnet med vores bedste venner til første nytår med bebsen, og jeg holdt en rørstrømsk tale om, at vores nytårshåb var blevet født!
Samtidig mener jeg også at der er noget fint i, at man gør lidt ud af det, når der kommer gæster; at man gør sig umage. At stearinlysene er blevet tændt , eller at salaten har lidt flottere farver. Mine gæster må godt føle sig forkælet, særlige og hjemme her hos os.
Derudover går jeg faktisk ret meget op i højtider, og at noget er anderledes end hverdagen og at dét skal markeres (med et brag). Og i den modsatte grøft kan jeg få et (helt pinligt) kick af, at lave en billig madplan til ugens hverdage. Tænk, hvad vi kan klare os for, hvis vi strukurerer det?
MEN når dét er sagt, så er der altså også noget over, at åbne en vin en helt almindelig tirsdag aften – bare fordi. Vi er heldige. Og glade. Og trænger.
Der er også noget særligt over at man har nogle venner, som man ikke stresser over kommer, fordi der ikke må rode, der ikke må være støv i hjørnerne og at man ikke må købe kyllingen nede på hjørnet (i stedet for at lave den selv) (- og som vi nok havde gjort, hvis der ikke kom gæster).
Der er altså også noget over, at man som par forkæler hinanden – køber en lækker ny vin (okay, jeg har sagt vin mange gange, men jeg ER glad for vin!) fordi dén skal vi da prøve. Os to, bare.
Vi behøver ikke vente på at det ‘rigtige’ selskab kommer.
For det helt rigtige er lige her <3
Og dét skal fejres!
Skal vi danse, mor?
Undskyld (jeg er her)?
Jeg er træt!
Skriv et svar