Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for planter og for blomster. Sådan virkelig glad. Og særligt i denne tid, er der nærmest noget magisk over at få overraskelsesbuketter ind af døren…
Hver tirsdag har jeg for vane at udgive et tirsdagstip. Et tip kvalificerer sig til at være et tip hos mig, hvis det kan leve op til min. 2 af følgende 3 kriterier; Det skal være smart rent økonomisk, rent æstetisk, eller smart i praktisk forstand. Dagens tip er (som så mange andre tip) ikke min opfindelse af den dybe tallerken. Dog er det et tip, som jeg oftere og oftere ‘tør’ bruge i praksis, og som derfor både bringer mig æstetisk glæde, og som også har nogle fordele rent økonomisk.
Denne tirsdags tip går på: Del dine buketter op til mindre buketter, og spred glæden ved blomster ud over dit hjem.
Måske virker det enkelt. Måske virker det lige til. Måske helt åbentlyst. Men jeg har før fundet det svært at turde. Særligt hvis buketterne er gaver, som er bundet af blomsterbindere. Men glæden ved at turde lave egne buketter (hvis ikke den oprindelige liiige falder i smag eksempelvis) af arrangerede buketter, er simpelthen synd at lade passere. Hvis buketten falder i smag i første omgang, kan tippet anvendes, når visse blomster er gået til før andre. Således forlænges levetiden af buketten og glæden derved. Derudover kan tippet gøre, at blomsterne kan fordeles i flere rum, og dermed gøre glæden ved dem dobbelt (eller flerdobbelt).
Rigtig god tirsdag til jer ?
Skriv et svar